- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegians bestyrelsesformand træder tilbage

Bestyrelsen i Norwegian igangsatte sidste år en proces med at finde en ny koncernchef, og om få måneder træder bestyrelsesformand Bjørn Kise tilbage.

Når Norwegian Air Shuttle ASA afholder selskabets ordinære generalforsamling tirsdag den 7. maj 2019, vil bestyrelsesformand Bjørn H. Kise fratræde det hverv, som han har bestridt siden 2010.

Dette har den afgående bestyrelsesformand meddelt selskabets valgkomite, der har sat gang i arbejdet med at finde en ny bestyrelsesformand til det trængte norske lavprisflyselskab. Udover at have været formand for bestyrelsen siden 2010 har Bjørn H. Kise rent faktisk siddet i selskabets bestyrelsen i 25 år, da han har været med siden etableringen tilbage i 1993.

“Beslutningen om at træde ud af bestyrelsen i Norwegian er udelukkende min. Det har ikke været et let valg, men efter 25 år i bestyrelsen, heraf mange som bestyrelsesformand, er jeg tryg ved, at dette er en rigtig beslutning. Jeg har nu nået en så moden alder, at det er naturligt for mig at lade nye kræfter komme til. Dette er også i tråd med, hvad jeg orienterede valgkomiteen om forud for generalforsamlingen i 2018,” siger Bjørn H. Kise, der tilhører årgang 1950.

Bjørn H. Kise forlader dog bestyrelsen et år før tiden, da han er valgt for perioden fra 2018 til 2020 som repræsentant for HBK Invest AS, der hidtil har været hovedaktionær i selskabet.

Bjørn H. Kise, bestyrelsesformand i Norwegian. (Foto: Norwegian/PR)

Tæt parløb
Bjørn H. Kise og Bjørn Kjos har haft et meget tæt parløb gennem de seneste 25 år, hvorfor det givetvis vil være et stort tab for Bjørn Kjos, at hans tro væbner ikke længere vil sidde for bordenden i bestyrelseslokalet.

Bestyrelsen har i øvrigt gennem mere end seks måneder været i gang med at finde afløseren for 72-årige Bjørn Kjos, der også er ved at være pensionsmoden.

“Vi har en oppegående grundlægger som administrerende direktør, og der er ingen hastværk med at erstatte ham. Men nu er det sådan, at Bjørn er 72 år gammel. Derfor har bestyrelsen sat gang i processen. Vi har lagt en plan, hvis han mod al forventning skulle få en tagsten i hovedet, og vi har en plan for ny chef på permanent basis, når Bjørn går af,” forklarede Bjørn H. Kise i september sidste år til norske Nettavisen.

I sommeren 2017 forlod koncernfinansdirektør Frode E. Foss selskabet efter 15 års ansættelse, og meddelelsen herom medførte et kursfald på omkring otte procent. Oslo Børs modtog meddelelsen om Bjørn H. Kises fratræden mandag kl. 16.30 umiddelbart efter at dagens handel var afsluttet.

Betydelig aktionær
Bjørn H. Kise er indirekte gennem to investeringsselskaber en betydelig aktionær i Norwegian. Sammen med Bjørn Kjos ejer han HBK Holding AS, der anslået sidder på 17,1 procent af aktierne i lavprisflyselskabet efter emissionen. Kise ejer 9,1 procent af HBK Holding.

Herudover ejer Bjørn H. Kise 51 procent af investeringsselskabet Sneisungen, der ejer 1,4 procent af aktierne i Norwegian. De resterende 49 procent tilhører Bjørn Kjos.

Udover at bestride posten som bestyrelsesformand i Norwegian har Bjørn H. Kise siden 1983 været partner i det store norske advokatfirma, Simonsen Vogt Wiig.

 

Relaterede artikler:

Har indledt jagten på en ny Norwegian-koncernchef

Koncerndirektør forlader Norwegian