- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Norwegians Dreamliner ankommer 30. juni

Søndag den 30. juni forventes Norwegians første Dreamliner-fly at ankomme til Oslo. Flyet med den kommende registrering EI-LNA gennemførte i lørdags to C-testflyvninger.

Ventetiden er ved at være ovre for Norwegian og mange flyentusiaster i Skandinavien. Norwegians første Boeing 787-8 Dreamliner-fly er klar til levering sidst på ugen.

Allerede på torsdag den 27. juni vil der være en officiel leveringsceremoni, mens “flyaway“ datoen indtil videre er sat til den 29. juni. Det skriver Paine Field Blog. Flyet vil tage afsted fraPaine Field Airport udenfor Seattle og sætte kursen direkte mod Oslo, hvor flyet forventes at lande søndag formiddag ved 10-tiden.

Førend leveringen kan finde sted den 29. juni, har flyet gennemført testflyvninger som flight nummer BOE576. Det er B-testflyvninger foretaget af Boeing´s personale, indtil de afløses af de såkaldte “Acceptance Flights“, når Norwegians egne piloter skal tage over og gennemføre den sidste kontrol inden lerveringen af flyet.

Første testflyvning var planlagt til at finde sted den 12. juni, da Dreamlineren med den nu afdøde norske skøjteløber Sonja Henie som halehelt, var udset til at flyve fra Paine Field til Grant County International Airport (Moses Lake) og tilbage igen. Flyvningen blev dog først udsat og siden gennemført dagen efter den 13. juni, og i lørdags gennemførtes to C-testflyvninger, således at drømmeflyet nu er klar til levering sidst på ugen.

I mellemtiden er Norwegians næste Dreamliner-fly, EI-LNB,snart ved at være klar til testflyvninger. Flyet kom for et par dage siden ud af malerhallen, og skal nu igennem den såkaldte “pre-flight preparation“.

Klar til Dreamtour
Første Dreamliner-fly til Norwegian bliver registreret i Irland med kodenEI-LNA. Oprindeligt skulle flyet have været indregistreret i Norge med koden LN-BKA, men da de norske myndigheder ikke ville ændre udlændingelovgivningen, så Norwegian kunne få lov at beskæftige ikke-EU/EØS kabinepersonale på flyene, har det norske lavprisflyselskab besluttet at lade flyene indregistrere i Irland.

Efter ankomsten den 30. juni vil der gå et par dage, inden flyet sættes i kommerciel drift. Det sker på den såkaldte europæiske Dreamtour, hvor Norwegian vil benytte flyet fra Oslo til London, Nice, Barcelona, Alicante og Málaga fra den 4. juli og frem til den 4. august,. Herefter skal flyet indsættes på langdistanceruterne til New York og Bangkok.

Norwegians danske presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen oplyser, at man vil forsøge at få Dreamliner-flyet til København i løbet af juli måned, så det kan blive præsenteret for presse og andre interesserede.

Foto: Paineairport.com