- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nürnberg-rute fra København lukker efter blot 3 måneder

Den 2. november 2010 startede det tyske luftfartsflyselskab OLT - Ostfriesische Lufttransport en rute fra Københavns Lufthavn til Nürnberg. Men efter tre måneder må selskabet erkende, at efterspørgslen er begrænset, hvorfor OLT nu må lukke ruten igen den 7. februar.

Nürnberg Lufthavn er den tiende største lufthavn i Tyskland og er p.g.a. sin geografiske placering et strategisk vigtigt knudepunkt. På bl.a. den baggrund valgte Ostfriesische Lufttransport (OLT)tilbage i november at starte en rute fra København til Nürnberg med seks ugentlige afgange.

Men manglende efterspørgsel på ruten har gjort, at OLT har været nødsaget til at lukke ruten efter blot tre måneders drift. Det sker med virkning fra den 7. februar. Også SAS måtte sidste år lukke ruten mellem København og Nürnberg. Det sketei marts 2010, hvor SAS stoppede beflyvningen med en CRJ200 indlejet fra Cimber Sterling. Og med Ostfriesische Lufttransports lukning af ruten opererer der p.t. ingen luftfartsflyselskaber på ruten mellem København og Nürnberg, og spørgsmålet er, om det kommer til at ske inden for den nærmeste fremtid.

”Man skal have hår på brystet for at åbne Nürnberg op igen. Det er den type ruter, hvor det enten virker eller ikke virker, og så lukker man ruten. Nürnberg er da en vigtig destination, men det er svært at komme som tredje aktør på ruten, selv om ruten kan have et potentiale på det rigtige tidspunkt,” siger ruteudviklingschef i Københavns Lufthavn, Ole Wieth Christensen og tilføjer, at Københavns Lufthavn bestemt ikke vil give slip på Nürnberg.

OLT – Ostfriesische Lufttransport flyver i dag til Bremen fra København med en SAAB 2000, hvor det tyske selskab har fundet et nicheområde med mange forretningsrejsende.

Foto: OLT lukker til Nürnberg, men flyver stadig til Bremen med selskabets SAAB 2000-fly.