- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Ny Berlin-lufthavn bliver 5,7 milliarder dyrere

Send flere penge. Sådan lyder det fra bestyrelsen for Berlins skandaleramte og kolossalt forsinkede storlufthavn Berlin Brandenburg til ejerne af den lufthavn, som oprindeligt skulle have stået klar i 2011.

Det kom den ikke til. Igen og igen er åbningen blevet udskudt i takt med at man igen og igen ikke har formået at løse en række store tekniske udfordringer med hensyn til blandt andet udluftningen. Nu styrer man efter en åbningen i 2020.

Men inden dørene kan slås op, er der brug for endnu flere penge til lufthavnen. Således har bestyrelsen bedt ejerne skaffe 770 mio. Euro, svarende til mere end 5,7 mia. danske kroner. Det fremgår af en revideret forretningsplan, som lufthavnens bestyrelse præsenterede for ejerne i sidste uge.

75 mia. kroner
Den nye pengeindsprøjtning vil bringe den samlede anlægspris op på svimlende 7,3 mia. Euro, svarende til mere end 54,3 mia. danske kroner. Det svarer til prisen på 2,5 Storebæltsbroer. Dermed bliver lufthavnen mere end 3,5 gange dyrere end oprindeligt budgetteret med.

Mens ingeniørerne har bakset med at løse de tekniske udfordringer er antallet af passagerer steget i de to eksisterende Berlin-lufthavne Tegel og Schönefeld. De håndterede til sammen mere end 33,3 mio. passagerer i 2017 – og Brandenburg-lufthavnen er kun dimensioneret til 27 mio. passagerer.

Derfor har lufthavnens bestyrelse allerede vedtaget at udvide lufthavnen – endnu inden den er åbnet. Et projekt, der forventes at koste yderligere 1 mia. Euro, svarende til knap 7,5 mia. danske kroner. Vurderinger lyder dog allerede nu på, at udgiften muligvis kan blive helt op til 3 mia. Euro – svarende til 22,3 mia. danske kroner. Dermed vil det have kostet mere end 10 mia. Euro, svarende til knap 75 mia. danske kroner, at anlægge en ny lufthavn syd for den tyske hovedstad.

Overflødiggøre EU-godkendelse
Inden man kommer så vidt, så skal der altså skaffes 770 mio. Euro for at få gjort første etape af lufthavnen færdig. Finansieringen forventes opdelt i to portioner på hver 385 mio. Euro. Første portion vil bestå af et lån på kommercielle vilkår. Ejerne af lufthavnen, bystyret i Berlin og delstaten Brandenburg vil garantere 80 procent af lånet. Den anden portion vil være et rentefrit lån fra ejerne, som vil inkludere 142 mio. Euro fra skatteindtægter og 100 mio. Euro fra den tyske forbundsstat.

Ved at skrue kapitaltilførslen sammen på den måde, håber bestyrelsen og ejerne at kunne overflødiggøre, at EU-Kommissionen godkender transaktionen.

I 2016 godkendte kommissionen, at den tyske stats ydede et aktionærlån på 8,2 mia. kroner til lufthavnen. Desuden fik staten lov til at stille en garanti på yderligere 8,2 mia. kroner, som lufthavnen kunne trække på, hvis det skulle blive nødvendigt. Det sagde EU-Kommissionen ja til, da man vurderede, at lånet og lånegarantien blev bevilget på kommercielle vilkår. Der var derfor i kommissionens øjne ikke tale om ulovlig statsstøtte.

Skrevet datoen i kalenderen
Den planlagte åbning den 30. oktober 2011 blev i første omgang udskudt til 3. juni 2012. En dato som luftfartsselskaber og alle andre aktører i de to eksisterende Berlin-lufthavne, Tegel og Schönefeld, navigerede efter. Alt var klar til den store operation, som det er at flytte fra en lufthavn til en anden samtidig med at man opretholder trafikprogrammet.

Den tyske bundeskansler Angela Merkel havde skrevet datoen ind i sin kalender og gjort klar til at komme og klippe snoren til den nye storlufthavn, som ville være endnu et vidnesbyrd om et stærkt og forenet Tyskland. Tegel var oprindeligt Vestberlins lufthavn, mens Schönefeld lå i Østtyskland.

Suge røg væk
Men 14 dage før indvielsen satte brandmyndighederne foden ned. Udluftningen i de store glasbeklædte lufthavnsterminaler var ganske enkel god nok til at kunne suge røg væk i tilstrækkelig grad i tilfælde af en brand.

Lige siden har ingeniører og arkitekter kæmpet med at finde en løsning på udluftningsproblemerne. Samtidig har lufthavnens bestyrelse og bystyret i Berlin, som ejer en del af lufthavnen, igen og igen kommet med udmeldinger om forventede åbningsdato – for så at udskyde det igen.

Først hed det marts 2013. I efteråret 2012 blev det rykket på ny til den 27. oktober 2013 til vinterfartplanernes ikrafttræden. Og i januar 2013 blev det udskudt på ubestemt tid. Siden da har der været tale om en mini-åbning med kun omkring 10 daglige afgange i en indkøringsperiode. Den plan blev imidlertid lagt i skuffen igen.

Holdt ikke stik
I feburar 2014 vurderede lufthavnens nye bestyrelsesformand, tidligere airberlin-direktøer Hartmut Mehdorn, at en åbning i 2016 kunne være sandsynlig. Det kom dog heller ikke til at holde stik. I december 2014 sagde lufthavnens bestyrelse, at en åbning i andet halvår 2017 var sandsynlig.

Da det tidspunkt begyndte at nærme sig, begyndte forlydender om åbning i slutningen af 2018 eller starten af 2019 at florere. Og nu er forventningen altså at lufthavnen åbner i oktober 2020.

Det kan dog vise sig heller ikke at holde. I efteråret 2017 påpegede en rapport fra de offentlige byggetilsynsmyndigheder på problemer med brandventilation, kontrolsystem, sprinkleranlæg, alarmanlægget og det system, der skal advare passagererne i tilfælde af brand i terminalerne. Desuden var der problemer med den nødbelysning, som gerne skulle tænde automatisk, hvis strømmen går.

Rapporten, som den tyske avis Der Tagesspiegel var kommet i besiddelse af, var lavet efter et kontrolbesøg den 3. november, hvor myndighederne altså fandt en lang række graverende fejl og mangler i det brandslukningssystem, som også tidligere har voldt problemer. Ifølge avisens kilder, så er det derfor ikke sandsynligt at lufthavnen kan nå at stå klar før 2021. 10 år senere end oprindeligt planlagt.

 

 

Relaterede artikler:

Berlin-lufthavn håber at åbne i oktober 2020

Nye problemer kan udsætte Berlin-åbning til 2021

Tysk transportminister: Tegel skal bevares

Risiko for Berlin-åbning i 2019

Ny tvivl om åbning af Berlin-lufthavn

Ny deadline i skandaleramt Berlin-lufthavn

Ny Berlin-lufthavn åbner i 2. halvår af 2017