- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ny bestyrelsesformand i Aalborg Lufthavn

Efter 20 år som bestyrelsesformand for Aalborg Lufthavn giver Henning G. Jensen stafetten videre til Thomas Kastrup Larsen, der er borgmester i Aalborg Kommune.

Der er tradition for, at Aalborg Kommunes borgmester indtager posten som bestyrelsesformand i Aalborg Lufthavn, der er ejet af seks nordjyske kommuner.

Men alligevel fik Henning G. Jensen (S) lov til at sidde fire år mere, selvom han efter kommunalvalget i november 2013 gik af som borgmester, mens Thomas Kastrup Larsen (S) i stedet kunne tage borgmesterkæden om halsen.

Men nu er det endegyldigt slut med at sidde i spidsen for Aalborg Lufthavn. På torsdagens repræsentantskabsmøde blev der valgt en ny bestyrelse, og i forbindelse med den efterfølgende konstituering valgte Henning G. Jensen at træde tilbage og lade Thomas Kastrup Larsen være den person, der skal føre den nordjyske lufthavn ind i fremtiden.

De 22 medlemmer af repræsentantskabet udpegede følgende personer til den nye bestyrelse: Borgmester Thomas Kastrup Larsen, Aalborg Kommune, borgmester Mogens Christen Gade, Jammerbugt Kommune, borgmester Leon Sebbelin, Rebild Kommune, direktør Keld Houen Pedersen (Nordex Food), Direktør og Senior Advisor Lars Krull (Aalborg Universitet) og administrerende direktør Randi Ib (Board Governance). Herudover er der Vivi Øland Rindsig og Jesper Ørtoft valgt som medarbejderrepræsentanter.

Fire afgående medlemmer
De afgående medlemmer i Aalborg Lufthavns bestyrelse er advokat Poul Thorup efter 21 års medlemskab, direktør Henrik Mikkelsen efter fire års medlemskab, medarbejderrepræsentant Mads Vestergaard Berthelsen efter 12 års medlemskab og tidligere borgmester Henning G. Jensen, der efter 20 år som formand har bidraget væsentligt til lufthavnens udvikling.

“Aalborg Lufthavn takker for et rigtig godt og givende samarbejde med de nu forhenværende bestyrelsesmedlemmer Henrik Mikkelsen, Poul Thorup, Mads Vestergaard Berthelsen og ikke mindst Henning G. Jensen, der har gjort en kæmpe indsats som formand. Samtidig byder vi velkommen til de nye stærke kræfter i bestyrelsen – med Thomas Kastrup Larsen i spidsen. Jeg er sikker på, at der er udsigt til fortsat fremgang for Aalborg Lufthavn,”siger Aalborg Lufthavns administrerende direktør Søren Svendsen.

I 1998 blev ejerskabet af Aalborg Lufthavn overdraget fra staten til 13 nordjyske kommuner for nul kroner. De 13 kommuner blev efter kommunalreformen til de seks kommuner, der i dag ejer lufthavnen. Ejerne er Aalborg Kommune med 65,6 procent, Jammerbugt Kommune med 13,3 procent, Rebild Kommune med 7,6 procent, Brønderslev Kommune med 5,3 procent, Frederikshavn Kommune med 4,5 procent og Vesthimmerland Kommune med 3,7 procent.

 

Relaterede artikler:

Restaurantdrift løftede omsætningen i Aalborg Lufthavn

Aalborg Lufthavn vil øge parkeringsindtægter

Aalborg Lufthavn løfter sløret for økonomien

Attraktive lufthavns-ben i spil