- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ny Business Class på KLM´s A330´ere

KLM har nu taget det første af sine Airbus A330-300 fly med ny business class-kabine i brug. Dermed har 80 procent af selskabets langdistance-flåde fået den nye kabine installeret.

I weekenden kunne de rejsende med KL723 mellem Amsterdam og Havana på Cuba som de første sætte sig til rette i de nye business class-sæder på KLM’s Airbus A330-300 fly. Dermed har 80 procent af alle KLM’s langdistancefly fået nye kabiner.

Det første Airbus A330-300 fly med den nye business class har registreringen PH-AKA. Arbejdet med at ombygge selskabets fire øvrige Airbus A330-300 fly er allerede startet, og i løbet af 2018 får selskabets otte Airbus A330-200 fly også de nye kabiner og opgraderingen er fuldt gennemført i oktober 2018. Tidligere har KLM meldt ud, at man regnede med at være færdig i starten af 2018.

12 sprog
Det er den kendte hollandske designer Hella Jongerius, der har designet de nye sæder og kabineinteriør. Et nyt design med nye farver har fået følgeskab af nye lie-flat sæder, der måler 206 centimeter, når de lægges vandret og bliver til senge. Desuden er der blevet installeret et nyt ”inflight entertainment system” med 18-tommer skærm, HD-kvalitetsfilm og en ”touch screen”-navigationsmenu på 12 sprog.

De fem Airbus A330-300 fly er konfigureret med 30 sæder på World Business, 40 sæder på Economy Comfort og 222 sæder på Economy.

KLM anvender flyene på ruter fra Amsterdam til destinationer som Toronto, Vancouver, Edmonton og Washington i Nordamerika samt Kuwait, Bahrain og Muscat i Mellemøsten og Lagos, Entebbe, Luanda, Windhoek og Kigali i Afrika samt Oranjestad på øen Aruba og øen Bonaire i Caribien.

Ikke direkte adgang
KLM’s Boeing 747-400, Boeing 777-300 og Boeing 777-200 fly har fået kabinerne ombygget, mens Boeing 787 Dreamliner-flyet fra start blev leveret med de nye business class-sæder og -kabiner. På Boeing 747 og Boeing 777-flyene har KLM en 2-2-2 opstilling på business class, hvilket betyder, at ikke alle har direkte adgang til midtergangene. Det har de tilgenæld på de nye Boeing 787-9 fly, hvor man kører med en 1-2-1 opstilling.

 

 

Relaterede artikler:

KLM gør business class-modernisering færdig

Ny Business Class på KLM-Dreamliners

Ny business class-indretning hos KLM