Fredag måtte det britiske flyselskab Blue Islands indstille driften. Selskabet har siden 2002 fløjet passagerflyvning til og fra Jersey og Guernsey i Den Engelske Kanal.
Flytrafikken mellem Storbritannien og Kanaløerne kan blive udfordret i den kommende tid. Det skyldes, at flyselskab Blue Islands fredag måtte kaste håndklædet i ringen og indstille driften.
Selskabet har fløjet helårsruter fra Jersey og Guernsey til Bristol, East Midlands, Exeter, Leeds-Bradford og Southampton suppleret af sommerruter til Dublin, Newcastle, Norwich og Paris.
“Vi beklager at måtte meddele, at Blue Islands har suspenderet driften med virkning fra den 14. november 2025. Alle fremtidige flyvninger, der opereres af Blue Islands, er blevet aflyst,” hed det fredag på selskabets hjemmeside.
Blue Islands måtte under coronapandemien låne 8,5 millioner britiske pund af regeringen i Jersey, hvilket svarer til omkring 72 millioner kroner. I august i år kom det frem, at selskabet stadig skyldte omkring 60 millioner kroner på dette lån.
Har andet flyselskab i kikkerten
Kanaløerne har selvstyre, men de hører under den britiske krone som en slags kronbesiddelse, og øerne er således tæt forbundne til primært Storbritannien, men også i et vist omfang til Frankrig.
Jerseys finansminister Elaine Millar sagde fredag, ifølge BBC, at regeringen arbejder med et alternativt flyselskab for at sikre den fremtidige betjening af øen.
“Jeg er ked af meddelelsen om, at Blue Islands har indstillet driften, og mine umiddelbare tanker går til de mennesker, hvis job er blevet påvirket, og de passagerer, hvis rejser vil blive forstyrret. For de passagerer, der er bosiddende i Jersey, er regeringens støtte klar og tilgængelig,” lød det fra finansministeren.
Konkurrenter assisterer strandede passagerer
Blue Islands har opereret fem ATR 72-500, der har en gennemsnitsalder på lidt over 17 år. Tre af flyene er lige nu parkeret i Jersey Airport, mens de resterede to står i Guernsey Airport.
Ifølge den britiske civile luftfartsmyndighed UK CAA vil flyselskaberne Loganair og Aurigny komme passagererne til undsætning ved at tilbyde såkaldte ‘rescue fares’. Det gælder for Loganair på ruterne mellem Jersey og Guernsey, samt fra Jersey til Exeter, Bristol og Southampton samt også fra Guernsey til Southampton.
Aurigny vil fra 16. til 20. november flyve mellem Guernsey og Jersey samt øge antallet af flyvninger mellem Guernsey og Southampton.
Passagerflyvning siden 2002
Blue Islands kom på vingerne i 2006, men selskabets historie daterer sig reelt tilbage til 1999, hvor det blev etableret som Le Cocq’s Air Link, hvor der blev fløjet med gods til Kanaløerne fra Bournemouth med Britten Norman Islanders.
I 2002 begyndte man at flyve med passagerer under sammen navn, og året efter valgte man Rockhopper som navn for flyselskabet. I 2006 flyttede man basen fra Alderney til Jersey i forbindelse med, at Healthspan Group overtog ejerskabet. Ved samme lejlighed skiftede flyselskabet navn til Blue Islands, der hidtil havde været selskabets call sign.
Relaterede artikler:
Endnu et britisk flyselskab er havnet i konkurs