- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ny lufthavn i europæisk top 5

Det er udsigt til, at Amsterdam og Frankfurt kan blive overhalet som Europas tredje- og fjerdestørste lufthavne i 2014. Rivalen er en storlufthavn, der i 2013 sneg sig ind i den europæiske top 5.

Året 2013 var et hårdt år for Madrid-Barajas lufthavnen. Passagertallet faldt med 12,1 procent fra 45,2 mio. til 39,7 mio. Dermed blev der 5,5 mio. færre rejsende gennem den spanske hovedstadslufthavn, der samtidig blev fortrængt fra positionen som den femtestørste lufthavn i Europa.

Den placering blev i stedet overtaget af Istanbul Atatürk Airport. Den tyrkiske storlufthavn, der ligger i den europæiske del af byen, voksede med ikke færre end 6,2 mio. passagerer, eller nogenlunde samme antal rejsende som årligt passerer igennem Schönefeld-lufthavnen i Berlin.

Atatürk-lufthavnen voksede fra 45,1 mio. til 51,3 mio. passagerer, hvilket var en imponerende stigning på 13,8 procent.

Største europæiske lufthavne i 2013

Rank Lufthavn 2013 2012 Ændring i pct.
1. London Heathrow Airport 72.332.160 70.037.417 +3,3 %
2. Paris-Charles de Gaulle Airport 62.289.665 61.611.934 +1,1 %
3. Frankfurt Airport 58.042.554 57.520.001 +0,9 %
4. Amsterdam Schiphol Airport 52.569.250 51.035.590 +3,0 %
5. Istanbul Atatürk Airport 51.320.875 45.091.962 +13,8 %

Kilde: Lufthavnenes hjemmesider

Såfremt lufthavnen i Istanbul holder samme vækstrate i 2014, vil passagertallet i den tyrkiske storlufthavn nå op på 58,4 mio. passagerer, mens Frankfurt vil komme på 58,6 mio. rejsende. Dermed er der udsigt til, at der kan blive dødt løb mellem Istanbul og Frankfurt.

Schiphol-lufthavnen i Amsterdam ventes under alle omstændigheder blive overhalet som Europas fjerdestørste, med mindre der sket noget uventet i en af de to lufthavne. En uændret vækstrate på tre procent vil give knapt 1,6 mio. nye rejsende i Amsterdam og et samlet passagertal på over 54,1 millioner.

Flyver fra konkurrenterne
Det nationale tyrkiske flyselskab Turkish Airlines står bag den massive vækst, der har gjort Istanbul til et nyt mega-hub inden for luftfarten.

Star Alliance-selskabet voksede i 2013 med 23,6 procent fra 39 mio. til 48,3 mio. passagerer. Indenrigstrafikken voksede med 26,1 procent og den internationale trafik med 21,9 procent.

Antallet af destinationer var ved udgangen af 2013 oppe på 243 mod 217 året før, hvor blandt andet Billund og Aalborg kom på rutekortet hos det tyrkiske flyselskab. Med omkring 200 internationale destinationer har Turkish Airlines et af de mest omfattende globale rutenetværk i verden.

Turkish Airlines har 181 mellemdistancefly i ordre af typerne Airbus A320/321 samt Boeing 737-800, 737-900ER, 737-MAX 8 og 737MAX 9 samt 37 langdistancefly; henholdsvis 17 Airbus A330-300 og 20 Boeing 777-300ER.

Med 218 passagerfly i ordre og 234 i den nuværende flåde vil Turkish Airlines være gearet til en vækst, der vil gøre flyselskabet til et af de største og mest magtfulde i Europa inden for en kort årrække.