- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Ny pilotforening: Behov for samarbejde med SAS

I nutidens luftfartsbranche er der behov for at flyvende medarbejdere stå sammen. Uanset hvor i flyet man arbejder og uanset hvilket flyselskab man arbejder for. Det er kongstanken bag den nye forening for danske SAS-piloter.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle onsdag, så hedder den nye forening SAS Pilot Union og er fra fødslen en del af fagforeningen Flyvebranchens Personale Union (FPU), der organiserer omkring 1.500 kabineansatte og piloter på tværs af adskillige danske luftfartsselskaber.

”Der er brug for en ny og moderne fagforening, hvor vi organiserer os sammen med de mennesker, som vi deler skæbnefællesskab med,” understreger Christian Fyrst, formand for SAS Pilot Union, overfor CHECK-IN.dk.

FPU er en del af LO-familien, som også tæller forbund som HK, Metal og 3F, der alle har mange medlemmer ansat i luftfartsbranchen.

Sammenfaldende interesser
Det nytter dog ikke noget blot at være en del af et større fællesskab. Hvis den nye forening skal kunne gøre en forskel for sine medlemmer, så skal den have så mange medlemmer, at arbejdsgiveren inviterer den ind til forhandlingsbordet, når der skal aftales nye løn- og arbejdsvilkår. Og her er LO-medlemsskabet afgørende, mener SPU-formanden.

”Enhver fagforenings eksistensberettigelse er naturligvis forhandlingsretten. Det handler om at tage det lange seje træk og sælge os overfor kollegerne på det vi kan. Og her er LO et vigtigt salgsargument,” pointerer Christian Fyrst.

Hvis SAS Pilot Union en dag bliver indbudt til forhandlinger med SAS-ledelsen, så vil foreningen møde op med samarbejde for øje.

”Vi har sammenfaldende interesser med SAS. Det er et andet udgangspunkt end det, som har været gældende tidligere. Med de ting, der sker hos konkurrenterne er der behov for et rationelt og kommercielt funderet samarbejde mellem SAS og medarbejderne,” siger Christian Fyrst.

Behov for at stå sammen
Stiftelsen af den nye forening for SAS-piloter kommer kun knap tre måneder efter at en gruppe af SAS’ danske kabineansatte brød med personaleforeningen Cabin Attendants Union (CAU) og stiftede Skandinavisk Kabineforening. I den forening er det målet at blive medlem af Flyvebranchens Personale Union og LO-familien.

At der indenfor kort tid opstår to nye personaleforeninger for SAS’ flyvende personale i Danmark er ifølge SPU-formanden en tilfældighed.

”Det er tilfældigt at etableringen af de to nye foreninger kommer nogenlunde samtidigt. Men det siger noget om at der er et øget behov for at stå sammen i branchen,” påpeger Christian Fyrst.

Ved siden af tilgangen af SAS-ansatte er FPU ved at stifte et nyt transportforbund sammen med Dansk Jernbaneforbund under LO.

 

 

Relaterede artikler:

SAS-piloter stifter ny personaleforening

Udbryderforening: Positivt møde med SAS

SAS-udbrydere vil med i LO

SAS-stewardesser bryder ud af personaleforening