- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ny stewardesseskole vælter udgifter over på elever

De danske luftfartsselskaber kan komme til at spare penge på uddannelseskontoen, når en ny stewardesseskole gør det muligt at lade eleverne selv betale grundkurset.

Til november søsætter Center Air i Roskilde Lufthavn en helt ny skole for stewardesse- og stewardelever. I dag uddanner luftfartsselskaberne selv deres kabinepersonale, men det vil Center Air nu lave om på. Således skal det være muligt for unge og lidt ældre med en stewardesse eller en steward i maven at tage et intensivt 14-dages grundkursus på skolen i Roskilde.

Grundkurset kommer til at koste 20.000 kroner. Penge som de håbefulde elever selv skal betale. Grundkurset er i dag en del af uddannelsen ude i selskaberne. Ved at lade eleverne selv finansiere uddannelsen og først komme til selskaberne når de skal have typekurserne for at kunne begå sig ombord på det enkelte selskabs flytyper, sparer de danske luftfartsselskaber penge.

Interessen for den nye uddannelse er da også stor hos de danske luftfartsselskaber, forklarer uddannelsesleder Anna Kjær Thorsøe fra Center Air.

”Vi har fået positive tilkendegivelser fra alle danske luftfartsselskaber, og det er især de mindre selskaber, som har været positive,” siger Anna Kjær Thorsøe.

Men ifølge uddannelseslederen er det ikke pengebesparelsen men snarere udsigten ikke selv at skulle finde tid til at afvikle kurset, der virker tillokkende på selskaberne.

”Selskaberne har ofte for travlt til at tage flyvende personale ud af produktion til at lære andre op. Derfor kan grundkurset ofte tage op til en måned ude i selskaberne,” siger Anna Kjær Thorsøe.

Aerodynamik og meteorologi
Grundkurset er certificeret af det europæiske flysikkerhedsagentur EASA, og indeholder blandt andet svømmetræning, brandslukning, førstehjælp og grundlæggende aerodynamik og meteorologi.

Center Air udbyder kurset i samarbejde med svenske Cabin Attendant Training of Sweden, der har drevet stewardesseskole i Sverige gennem flere år.