- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nye Airbus-fly til dansk flyselskab

Det danske charterflyselskab Thomas Cook Airlines Scandinavia får næste år to nye Airbus A321-maskiner, der skal afløse to mindre fly.

Piloterne og kabinepersonalet i det danske charterflyselskab Thomas Cook Airlines Scandinavia kan godt begynde at glæde sig. For om cirka et år, i oktober og november næste år, forventes selskabet at modtage to spritnye Airbus A321-fly direkte fra Airbus-fabrikkerne i Toulouse i Sydfrankrig.

Flyene skal afløse selskabets to mindre cirka 10 år gamle Airbus A320-fly og bliver søsterfly til de seks Airbus A321-fly, som Thomas Cook Airlines Scandinavia opererer i dag.

Thomas Cook Airlines Scandinavia er en del af den internationale rejsekoncern Thomas Cook, som charterrejsearrangøren Spies også er en del af. Og Thomas Cook har lagt en samlet bestilling på 23 Airbus A321-fly hos Airbus. Det er fra den pulje, at Thomas Cook Airlines Scandinavia modtager to fly.

34 sæder mere
Det første af de 23 fly blevet leveret til tyske Condor i august og til december får Thomas Cook Airlines UK det næste fly. De nye fly forventes at få omkring 211 sæder. Det er 34 sæder mere end i de to nuværende Airbus A320-fly.

Thomas Cook Airlines Scandinavias nuværende flyflåde består af tre Airbus A330-300 fly med plads til op til 405 passagerer, et Airbus A330-200 fly med plads til 323 passagerer, seks 211-personers Airbus A321-fly og to Airbus A320-fly, som har plads til 177 passagerer. Selskabet holder til i Københavns Lufthavn Syd.