- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nye DAT-fly til basen i Københavns Lufthavn

I februar måned vil DAT være klar til at udleje to ATR42-500 fly, som selskabet har fået tilført flåden.

Danish Air Transport med hovedkvarter i Vamdrup lader sig ikke skræmme af krisen i luftfartstindustrien.

Selskabet har netop fået tilført 2 stk. ATR42-500 fly med plads til 48 passagerer. Begge fly har fløjet hos Air Dolomitti i en årrække, inden de blev overtaget af det indiske lavprisflyselskab Kingfisher Red.

Nu er flyene på henholdsvis dansk og litautisk register gennem Danish Air Transport og datterselskab DOT LT. Flyene er beregnet til ad-hoc charter og ACMI (Aircraft, Crew, Maintenance and Insurance ), der også er kendt under begrebet wet-lease.

Det er samme flytype, som Cimber Sterling i stort omfang anvender på de danske indenrigsflyruter, og der bliver formentlig lejlighed til at se DAT-flyene i operation på Cimber Sterling-ruterne i de tilfælde, hvor det sønderjyske selskab ikke selv kan flyve p.g.a. teknik og andre forhold.

Derimod er det et åbent spørgsmål, om de nye DAT-fly på et eller andet tidspunkt vil blive opereret på Norwegian-rutenummer på de danske indenrigsruter. Lytter man til “rygtebørsen“ i diverse luftfartsfora, var det ikke utænkeligt, at Norweigan kunne bruge flyene på en wet-lease operation på ruterne fra København til Karup og Bornholm.

Men indtil videre står flyene fra februar måned klar til at rykke ud til flyvninger i hele Europa – med kun 2 timers varsel.