- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nye fly skal erstatte tidligere SAS-fly

Amerikansk selskab erstatter tidligere SAS-fly med nye Airbus-fly. Det har ikke før købt helt nye fly.

I sidste uge lykkedes det sælgerne hos den europæiske flyprodcent Airbus at få en helt ny kunde i folden. En kunde, som aldrig før havde købt et nyt fly. Og det er ikke fordi der er tale om et helt nyt selskab. Faktisk har selskabet fløjet USA tyndt i næsten 20 år og har omkring 80 fly i sin flåde.

Amerikanske Allegiant Air har bare aldrig før købt helt fabriksnye fly. Selskabet har altid haft det som en del af sin forretningsmodel kun at anvende brugte fly. Gerne brugte fly med rigtig mange år på bagen. Og det var netop hvad SAS’ MD-80 fly havde, da det skandinaviske flyselskab i forrige årti langt om længe begyndte at udfase flytypen. Derfor blev mange af de gamle SAS-fly sendt vestpå til det amerikanske flyselskab Allegiant Air. I alt er 25 tidligere SAS-fly i dag aktive hos Allegiant Air, mens fem tidligere Norwegian-fly samt tre tidligere FlyNordic MD80´ere er at finde i det amerikanske flyselskabs flåde.

Skrottes eller langtidsparkeres
Allegiant Air kunne ofte købe de brugte fly meget billigt, da flyene ellers sandsynligvis blot skulle skrottes eller langtidsparkeres på en flykirkegård i en amerikansk ørken. Dermed havde selskabet ikke samme behov for at generere indtægter for at betale for flyindkøbene, som mange andre selskaber.

Det betød, at de kunne flyve dem, når de ønskede. Og lade være med at flyve med dem, når det var mest hensigtmæssigt. Og det var ikke nogen dårlig løsning, når ens forretning primært handler om at flyve solhungrende amerikanske pensionister til og fra Nevada, Arizona og Florida.

I selskabets start fløj man således ikke om onsdagen, ligesom en stor del af flyflåden stod på jorden i september. Måneden midt mellem den varme sommer og den køligere vinter er nemlig der, hvor færrest amerikanske pensionister tager til Florida.

Blevet hugget op
Nu har selskabet imidlertid skrevet under på at få leveret 12 helt nye Airbus A320ceo-fly fra Airbus-fabrikken i Hamborg i Tyskland. De vil slutte sig til selskabets eksisterende flåde af 31 Airbus A320 og A319-fly, som er købt brugt brugt hos blandt andre easyJet og Iberia. Fra omkring 2019 vil Allegiant Air kun have Airbus-fly i sin flåde og de tidligere SAS-fly vil sandsynlig være blevet hugget op.

Allegiant Airs trang til at købe nye fly hænger blandt andet sammen med at det bliver stadig sværere at skaffe reservedele til MD-80’erne. American Airlines og Delta Air Lines er begge i fuld gang med at udfase flytypen, der heller ikke har ret mange andre brugere tilbage verden over. Og så er det ikke længere så dyrt at skaffe finansiering til flyindkøb, ligesom driftsomkostningerne ved nye og næsten nye fly også begynder at kunne matche de stadig mere vedligeholdelsestunge MD-80 fly.

Skærpet opsyn
Allegiant Air kom sidste år under skærpet opsyn af de amerikanske luftfartsmyndigheder. Det skete efter en hændelse den 17. august i Las Vegas McCarran International Airport, hvor et MD-83 fly bestemt for Peoria i Illinois under starten løftede næsehjulet uden at piloterne havde kontrol over det. Starten blev afbrudt, og den amerikanske havarikommission gik sidenhen ind i sagen. hvor det viste sig, at en vigtig mekanisk del i flyets haleparti var gået løs. Sidenhen fandt de amerikanske myndigheder tre fly hos Allegiant Air, hvor bolte var gået løs. Flyet der fik problemer i Las Vegas havde registreringen N407V, og havde tidligere været under finsk og norsk registrering som henholdsvis OH-LMY samt SE-RFD.

En anden hændelse indtraf i juli sidste år, hvor piloterne i et MD83-fly måtte udsende “mayday” og foretage en nødlanding i Fargo i North Dakota, da flyet var ved at løbe tør for brændstof. Der var angiveligt kun brændstof tilbage til tre til fire minutters flyvning, da flyet endelig satte hjulene på landjorden.

Siden har Allegiant haft eksterne auditører til at hjælpe med at højne sikkerheden, og der er tilsyneladende fremgang at spore, da der sidenhen har været færre hændelser.

 

Relaterede artikler:

Allegiant-fly tæt på at løbe tør for brændstof

Flere end 30 tidligere SAS og Norwegian-fly skal pensioneres

Flyveforbud til tidligere SAS-maskiner

SAS sælger 13 ældre MD80-fly