- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nye USA-sikkerhedskrav fra i dag

I dag træder skærpede sikkerhedsregler i kraft for de omkring 325.000 flypassagerer, der dagligt ankommer til amerikanske lufthavne fra 105 lande.

I dag træder nye sikkerhedsregler i kraft for alle kommercielle flyvninger til USA. Det berører 180 flyselskaber fra 280 lufthavne i samlet 105 lande og herunder også Danmark, Norge og Sverige, hvorfra SAS og Norwegian samlet har 115 ugentlige flyvninger til USA.

Hver dag ankommer 325.000 flypassagerer på flere end 2.100 flyvninger til USA, og de kan fremover forvente at skulle igennem en skrappere kontrol for at sikre, at de kan rejse ind i det forjættede land, der i dag regeres af Donald Trump som USA´s 45. præsident.

De nye regler, der i slutningen af juni blev offentliggjort af Department of Homeland Security (DHS), der er det amerikanske ministerium for beskyttelse af USA´s territorium mod terrorangreb, skal sikre, at flyvninger til USA ikke udsættes for terrorhandlinger. Det betyder, at kontrollen af passagerer og elektronisk udstyr udvides, ligesom flyselskaber og lufthavne skal efterleve nye skærpede regler.

“Det kommer ikke til at betyde ændrede procedurer. Man skal møde op som man plejer, når det gælder flyvninger til og fra USA. Vi har elektroniske systemer, som kommunikerer med de amerikanske myndigheder, og hvis en passager skal igennem et ekstra sikkerhedstjek, er det ligesom i dag, myndighederne der bestemmer, hvem der skal igennem ekstra tjek, og lufthavnens personale, der udfører,” siger pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Sanktioner i udsigt
Med de nye skærpede krav er det både flyselskaber, lufthavne og passagerer, der i fællesskab skal sikre, at de amerikanske myndigheders krav efterleves. For de lufthavne og flyselskaber, der ikke formår at overholde kravene, er der udsigt til kommende sanktioner, der eksempelvis kunne være elektronikforbud.

“I løbet af de kommende uger og måneder vil DHS arbejde tæt sammen med luftfartens aktører for at sikre, at disse udvidede krav bliver fuldt ud implementeret. De aktører, der ikke efterlever disse nye krav inden for en rimelig tidsramme, løber risikoen for at få pålagt yderligere sikkerhedsrestriktioner,” hedder det således i en meddelelse fra DHS.

Flypassagerer kan hjælpe sig selv og flyselskaberne ved at møde op i god tid i lufthavnen, når destinationen hedder USA.

“Når rejsen går til USA, skal man være indchecket 60 minutter før afgang, så der er nok tid til at passere gennem sikkerheds- og paskontrol og møde op ved gaten senest 25 minutter før afgang. Sørg for, at der er nok tid til at komme igennem sikkerhedskontrollen, så du ikke mister flyet,” lyder opfordringen fra SAS på selskabets hjemmeside.

Det amerikanske nyhedsmedie om luftfart Leeham News and Comment mener i øvrigt at vide, at der i løbet af nogle uger vil blive annonceret yderligere skærpelser på området, således at det ikke længere vil være muligt at foretage online check-in ved rejser til USA. Ifølge mediet ønsker DHS, at der skal være en medarbejder i lufthavnen, der personligt stiller de rejsende de spørgsmål, der skal svares på for at kunne få tilladelse til at gå ombord på et fly til USA.

 

Relaterede artikler:

Fire lufthavne hænger på elektronikforbud

Elektronikforbud over Atlanten spøger stadig

USA overvejer elektronik-forbud fra Europa

PET: Vi følger situationen

Forbud mod elektronisk udstyr på flyvninger til USA