- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nyt Cimber Sterling-fly overtaget fra Pálmi-selskab

Et nyt Cimber Sterling-fly rullede i denne uge ud af en malerhal i Manchester-lufthavnen. Flyet er overtaget direkte fra et selskab kontrolleret af tidligere Sterling-ejer.

(OPDATERET)

Cimber Sterling får snart leveret sit 6. fly af typen Boeing 737-700. Flyet har siden 2. december stået hos vedligeholdelsesfirmaet ATC Lasham på Lasham Airfield nær Basingstoke i England. ATC Lasham har bl.a. “specialiseret“ sig i at opmagasinere leasingselskabernes fly fra de seneste konkurser i henholdsvis XL Airways, Zoom Airlines og Futura International Airways.

Men Cimber Sterling-flyet blev i midten af december fløjet til Manchester Airport, hvor det skulle males i selskabets farver. Der har fra flere sider været gættet på, hvorvidt det vil blive retro-bemalingen der fremover skal pryde selskabets 737-flåde, hvilket lader til at være tilfældet. I denne uge rullede et næsten færdigmalet Cimber Sterling-fly ud fra malerhallen – dog uden bemaling på haleroret.

Cimber G-STRH

Cimber Sterlings nye Boeing 737-700 flyudenfor malerhallen i Manchester Airport

FOTO: TAS Manchester

Det interessante ved det nye Cimber Sterling fly er, at det erovertaget direkte fra det britiske selskab Astraeus Airlines med flyets formelle ejer GE Capital Aviaition Services (GECAS) som mellemtransaktion. Ejeren af Astreaus Airlines er islandske Eignarhaldsfelagid Fengur Hf, der er kontrolleret af Pálmi Haraldsson. Sidstnævnte er kendt i det danske markedfor at være den tidligere ejer af det nu konkursramte Sterling Airlines, hvor et tusindtal stort antal danskere i oktober 2008 tabte deres penge på flybilletter købt hos det islandsk-ejede luftfartsselskab.

Det ville ellers være rimeligt at antage, at det nye Cimber Sterling ville have en vis berøringsangst med aktiviteter omkring Pálmi Haraldsson og hans selskaber, da mange tidligere ansatte i Sterling Airlines samt kunderne der tabte penge, måtte formodesat have et anstrengt forhold til den islandske finansmands bedrifter.

Såvel Sterling Airlinessom Astraeus Airlines var tidligere under samme ejerskab, og Astraeus måtte få dage efter Sterling-konkursen rykke ud med en meddelelse på selskabets hjemmeside for at berolige kunderne:

“Astraeus is completely unaffected by the failure of Sterling Airlines, we are operating normally. Legally there is no connection between the companies – the ultimate shareholders hold the two investments in entirely separate legal entities.“

Det nye Sterling-fly, der er lejet fra Astraeus Airlines,blev oprindeligt leveret til italienske Azzura Air i april måned 2002. Senest har det fløjet for det italienske indenrigsselskab TrawelFly, men opereret af Astraeus Airlines.