- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nyt design kan adskille flypassagerer

Den italienske virksomhed Aviointeriors har fremlagt to forslag til, hvordan flypassagerer i fremtiden kan blive afskærmet fra hinanden for at forhindre smittespredning.

COVID-19-pandemien har udfordret luftfarten maksimalt, og fremtidsudsigterne i luften er svære at spå om.

Mennesker skal holde sig på afstand af hinanden på alle verdens kontinenter, og en god hygiejne er essentiel for at undgå yderligere smittespredning. Om bord på fly kan det selvsagt være svært som passager at holde afstand, og det kan fremover skabe udfordringer for flyselskaberne. Der har blandt andet været et forslag, hvor midtersædet eventuelt vil kunne holdes frit for at holde social afstand.

Udfordringen med at undgå smittespredning blandt flypassagerer i fremtiden har fået den italienske virksomhed Aviointeriors til at fremlægge to forslag til, hvordan passagerer kan blive adskilt på flyrejsen.

Inspiration fra tohovedet romersk gud
Det første forslag har fået navnet ”Janus” og refererer til den tohovede romerske gud. Designet bygger på, at passagererne sidder i begge retninger. Passagererne ved vinduet og midtergangen sidder i flyveretningen, mens passageren i midten sidder i modsat retning.

”Dette forslag kendetegnes ved den omvendte placering af midtersædet på en række med tre passagerer for at sikre den maksimale isolering mellem passagerer, der sidder ved siden af ​​hinanden,” skriver Aviointeriors på sin hjemmeside om en mulig fremtidig løsning.

Hvert sæde i Janus-forslaget er omgivet af et højt skjold på tre af siderne, der forhindrer, at passageren kan ånde og puste til siderne. Passagererne vil med denne løsning blev adskilt fra hinanden, ligesom der vil være adskillelse til kabinebesætningen på midtergangen. Altså et helt personligt og isoleret ”rum” for hver enkelt passager.

Designerne af Janus oplyser, at skjoldene vil være lavet af et stærkt og hygiejnisk materiale, og de vil være nemme at rengøre. Skjoldene vil kunne laves helt gennemsigtige eller med forskellige toninger.

“Glassafe”-forslaget fra italienske Aviointeriors. Foto: Aviointeriors

Den hurtige løsning
Aviointeriors har også udviklet et koncept, der vil kunne installeres på eksisterende fly for at mindske risikoen for smittespredning. Dette forslag har fået navnet ”Glassafe”. Idéen er, at hver enkelt passager bliver isoleret for at minimere kontakten med sidemanden.

Også ved dette forslag skal adskillelsen af passagererne ske med solide skjolde. Som ved Janus-forslaget vil skjoldene også her kunne være gennemsigtige for at sikre det bedste lys i kabinen, eller de vil kunne laves i mere uigennemsigtigt materiale for at sikre større privatliv.

Glassafe vil kunne leveres i forskellige udgaver med systemer til sædefastgørelse, der sikrer en nem installation og eventuel smidig fjernelse.

De to forslag fra Aviointeriors til fremtidig adskillelse af flypassagerer er stadig på konceptstadie, og det er derfor uvist, hvorvidt de interessante løsninger kan og vil blive realiseret hos flyselskaberne.

 

Relaterede artikler:

“Vi vil helst undgå restriktioner”

180-sæders fly kan blive til 120-sæders fly

Boeing vil selv producere flysæder