- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nyt fly på vej til Nordic Seaplanes

Nordic Seaplanes vil øge fra 10 til 16 afgange på nogle dage, når selskabet til maj indsætter Twin Otter-vandfly nummer to på ruten mellem København og Aarhus.

Tirsdag tager vandflyruten mellem København og Aarhus hul på 2020-sæsonen efter en kort vinterpause, hvor vandflyet har været til det årlige store serviceeftersyn.

”Flyet er netop hjemkommet fra Zimex i Schweiz, hvor det har været skilt ad og er blevet gennemgået fra A til Z, så det er klart til sæsonstart,” siger kaptajn og direktør Lasse Rungholm.

2020 bliver også året, hvor Nordic Seaplanes får sit andet vandfly og dermed blandt andet kan skrue op for betjeningen af ruten mellem København og Aarhus.

På vej til Europa fra Australien
Det nye fly er lige som det eksisterende vandfly en Twin Otter. Flyet er købt i Australien og er lige nu på vej til Europa og forventes sidst på ugen at lande i Schweiz. Her skal flyet gennemgå en renovering, som forventes at være færdig medio april, hvorefter flyet kan sættes i rutedrift i Danmark fra 1. maj.

”Flyet skal i Schweiz både have ny kabine og nyt cockpit samt have monteret pontoner, da det i øjeblikket er udstyret med hjul,” siger Lasse Rungholm til CHECK-IN.dk.

Det nye fly er lige som selskabets nuværende Twin Otter produceret i 1978. Det har kun fløjet 13.000 timer, mens det nuværende fly til sammenligning har fløjet 18.000 timer. Flyet er købt i Cairns i Australien og har hidtil fløjet i Asien.

”Det har senest fløjet i Papua Ny Guinea for MAF, Mission Aviation Fellowship, som er en nødhjælpsorganisation, der i over 70 år har fløjet forsyninger som medicin og nødhjælp ud til mennesker, der lever i isolerede områder,” fortæller Lasse Rungholm.

Tidlig morgenafgang fra København
Nordic Seaplanes har gennem længere tid set sig om efter et fly nummer to, da efterspørgslen på nogle af selskabets afgange er større end den nuværende kapacitet med det ene fly i drift.

Twin Otter-fly fra det danske vandflyselskab Nordic Seaplanes. Foto: Nordic Seaplanes

”Med det ekstra fly får vi især mulighed for at indsætte ekstra morgenafgange. Fra maj vil vi efter planen få en morgenafgang fra København allerede klokken 7.30, mens den tidligste afgang i dag er klokken 8.15, da vores fly overnatter i Aarhus og starter derfra,” siger Lasse Rungholm til CHECK-IN.dk.

Fremover vil det ene fly kunne overnatte i København og det andet i Aarhus, så man kan få en tidlige afgang fra begge byer.

Med to fly i flåden planlægger Nordic Seaplanes at øge antallet af afgange mellem København og Aarhus med i gennemsnit 50 procent, og i sommersæsonen vil man øge fra de nuværende op til 10 daglige afgange (fem i hver retning) til 16 afgange om dagen (otte i hver retning) på nogle dage.

Foruden de ekstra afgange på vandflyruten får Nordic Seaplanes med to fly i flåden også mulighed for at satse mere på chartermarkedet.

 

Relaterede artikler:

Planlægger første udenrigsrute med vandfly

Nordic Seaplanes søger piloter til endnu et vandfly

Nordic Seaplanes: Vi vil have eldrevne vandfly