- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Nyt milliardtab i Malaysia Airlines

Kriseramte Malaysia Airlines tabte over en mia. kroner i årets tredje kvartal. Eftervirkningerne af MH370 og MH017 samt den hårde konkurrence presser flyselskabet.

Sjældent har et flyselskab haft så meget modgang, som det har været tilfældet med Malaysia Airlines i år. Året 2014 har været et “annus horribilis“ med to opsigtsvækkende havarier, der samlet har kostet 510 passagerer og 27 besætningsmedlemmer livet.

Først forsvandt flight MH370 den 8, marts undervejs fra Kuala Lumpur til Beijing. Her omkom 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer i luftfartshistoriens største gåde, idet fly og passagerer er sporløst forsvundet. Blot fire måneder senere blev flight MH017 på en flyvning fra Amsterdam til Kuala Lumpur skudt ned over det østlige Ukraine af pro-russiske separatister. Her omkom 283 passagerer og 15 besætningsmedlemmer.

Disse to hændelser har ikke kunnet undgå at sætte sit aftryk i Malaysia Airlines´ økonomiske resultater. Flyselskabet har netop offentliggjort sit regnskab for kalenderårets tredje kvartal, og det er absolut ikke spændende læsning.

Trods en kapacitetsforøgelse på to procent, dykkede omsætningen med hele 12 procent til 3.825 mio. ringgits, hvilket svarer til mere end 5,8 mia. danske kroner. Samtidig faldt yielden med to procent, hvilket har forværret situationen.

“Den dobbelte effekt af MH370 og MH017 havarierne og det fortsat hårde konkurrence resulterede i et fald i belægningsprocenten på 11,5 procentpoint til 73 procent,“ hedder det i kvartalsrapporten.

Privatisering af selskabet
Den faldende omsætning og færre passagerer i flyene medførte et underskud på 576 mio. ringgits, svarende til lidt mere end en mia. danske kroner, i tredje kvartal. Samme kvartal året før var underskuddet på 375 mio. ringgits (ca. 660 mio. danske kroner), hvorfor det ikke er et flyselskab i fin form, der er fløjet ind i den kraftige turbulens.

År til dato er tabet på 1.326 mio. ringgits eller mere end 2,3 mia. danske kroner, hvilket er en negativ afvigelse på 60 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.

I kvartalsrapporten hæfter Malaysia Airlines sig ved, at de faldende brændstofpriser medvirker til at reducere tabene. Men der er stadig markeder, der indebærer store udfordringer, blandt andet Kina.

Den 6. november blev der på en ekstraordinær generalforsamling besluttet at foretage en kapitalnedsættelse med henblik på en privatisering, der i første omgang tager afsæt i, at den statslige kapitalfond Khazanah Nasional Berhad overtaget samtlige aktier i flyselskabet. Herefter skal flyselskabets omstruktureres og tilføres en ny kapital på 10,5 mia. danske kroner.