- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nyt Park Inn hotel i Malmø med fokus på forretningsrejsende

Hotelkæden Park Inn har åbnet et nyt og moderne superhotel i den voksende bydel, Västra Hamnen, i Malmø. Hotellet ligger placeret direkte med udsigt til Øresund og er målrettet til forretningsrejsende med syv fleksible mødelokaler samt ny teknologi.

Rezidor-hotelkæden Park Inn, der opererer i Europa, Mellemøsten og Afrika, åbner endnu et hotel, denne gang i Malmø. Det nye hotel er beliggende i den ekspansive bydel, Västra Hamnen, med relativ kort afstand til Malmøs centrum. Park Inn Malmø er designet ud fra de fire årstider, der er et varemærke for Park Inn-kæden, hvor det indvendige design er udviklet og indrettet efter årstiderne, hvilket giver sig til udtryk ved de naturlige materialer såsom jord, sten, tekstiler og metaller.

”Park Inn Malmø er et velgennemtænkt hotel med farverigt design, både inde og ude. Hotellets placering i Västra Hamnen er perfekt, og Malmø og Ørestadsregionen er et interessant og dynamisk område. Vi tror, at både forretningsrejsende og feriegæster vil få stor glæde af hotellet,” siger John Monhardt, General Manager, Park Inn Malmø.

Og netop de forretningsrejsende er der i særdeleshed tænkt på ved opførelsen af det nye hotel, der indeholder syv fleksible mødelokaler med det nyeste, teknologiske udstyr, der gør konferenceområdet ideelt for større og mindre virksomhedsarrangementer. Derudover kan gæsternenyde godt af et fitnesslokale med udsigt over Øresund, en lobbybar og en RBG Bar & Grill restaurant.

Det nye Park Inn-interiør er designet af arkitektfirmaet Krook & Tjäder, og derudover er det verdens første hotel med den nye NAP-stol, designet af den danske møbeldesigner Kasper Saltos. Væggene er prydet med billeder og motiver af forskellige begivenheder i Västra Hamnen, og ved indgangen til hotellet hænger et forhæng med 231 metalkugler, der symboliserer hotellets 231 værelser.

Park Inn er ejet af Rezidor Hotel Group, der har 400 hoteller i verden fordelt på Europa, Mellemøsten og Afrika.

Foto: Fra værelserne på Park Inn Malmø er der udsigt til Turning Torso, der er Skandinaviens højeste bygning.