- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Nyt trafiksammenbrud hos Norwegian

Blot en uge efter Norwegian forsinkede 1.500 passagerer op til juleaften, er den gal igen. I disse timer flyver tre indlejede fly på Norwegians langdistanceruter, og omkring 500 passagerer kan ufrivilligt risikere at fejre nytårsaften i et fly eller i New York.

I disse minutter er et stort Airbus A340-600 fly på vej til Stockholm-Arlanda. Flyet er fra selskabet Hi Fly Malta og skal operere Norwegians rutenummer DY7205, der skulle have afgået i dag kl.14:20 fra Stockholm med kurs mod Bangkok. Denne afgang forsinkes minimum til kl. 16:00 da reserveflyet først er ved at lande i disse minutter.

Men flyet fra Hi Fly Malta er ikke det eneste, der er i trafik for Norwegian i øjeblikket. Det norske lavprisflyselskab måtte den 30. december indleje et Boeing 767-fly fra Euro Atlantic Airways for at kunne gennemføre flyvningen fra Stockholm til New York-JFK. Flyet skulle have været afsted kl. 17:35, men blev forsinket i næsten seks timer til kl. 23:15 og landede først i New York kl. 02:15+1 lokal tid.

Det betyder, at det først kan flyve retur igen kl. 21:30 i aften lokal tid, da besætningen skal hvile først, og der ikke er en udhvilet besætning klar. Op imod 270 passagerer kan således ufrivilligt komme til at fejre nytårsaften ombord på det portugisiske reservefly.

Siden den 29. december har et Dreamliner-fly været parkeret i New York-JFK med fejl på bremserne. Det har medført, at passagererne på rutenummer DY7002 til Oslo ikke kom afsted søndag aften kl. 21.30 som forventet. Flyet blev udsat til afgang kl. 09:30 den 30. december, men er sidenhen har der været flere udsættelser, således at flyvningen sammenlagt er omkring to døgn forsinket. I skrivende stund vides endnu ikke, hvornår Dreamliner-flyet kan sætte kursen mod Oslo.

“Teknikere fra Boeing har nu i flere døgn forsøgt at afhjælpe den fejl, der er blevet konstateret.Vi har haft indlogeret vores passagerer på hotel i New York. Situationen er lige nu den, at vi afventer ny information kl. 09.30 (15.30 dansk tid, red.),“ sagde kommunikationsrådgiver Daniel Kirchhoff fra Norwegian i Danmark først på eftermiddagen.

Nu har det vist sig, at fejlen ikke kan udbedres tilfredsstillende. Derfor har Norwegian sendt bud efter et Boeing 777-fly fra EuroAtlantic, der skal flyve de strandede gæster fra New York og tilbage til Oslo. Men afgangen bliver først kl. 08:30 nytårsmorgen den 1. januar.

Kaotisk situation
Situationen er således ganske kaotisk for Norwegian i disse timer, og samtidig er det næsten en tro kopi af det kaos, der herskede op til jul på grund af problemer med to Dreamliner-fly i Fort Lauderdale.

”Vi vil gøre alt hvad vi kan, for at få passagererne hjem fra New York så hurtigt som muligt. Deter en beklagelig situation, og vi forstår fuldt ud, at der er frustration hos de passagerer, der bliver berørt af det,“ understreger Daniel Kirchhoff.

Norwegian har således indenfor 24 timer rekvireret tre reservefly af typen Boeing 777, Boeing 767 og Airbus A340. Norwegian råder selv om tre Dreamliner-langdistancefly, hvilket indikerer, hvor alvorlig situationen er for det norske lavprisflyselskab.

Det koster skønsmæssigt i omegnen af 1,5 mio. kroner at hasteindkalde et reservefly til at gennemføre en rundtur til USA eller Thailand. Så hos Norwegian kan man roligt sige, at “julen varer længe, og koster mange penge.“