- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Nyudnævnt koncernchef i modvind inden tiltrædelse

Bestyrelsen i Air France-KLM har udpeget canadiske Benjamin Smith som ny koncernchef, og de franske fagforeninger advarer mod første ikke-franske topchef.

Siden Air France blev grundlagt den 7. oktober 1933 har der altid været en fransk chef i spidsen for det nationale flyselskab med trikoloren på halen af selskabets fly.

Men torsdag kunne koncernbestyrelsen i Air France-KLM løfte sløret for, hvem der skal afløse Jean-Marc Jenaillac der i maj måned kastede tøjlerne efter blot to år som øverste topchef. Han var blevet træt af kampene med de franske fagforeninger.

Rygterne om en ny canadisk topchef var løbet i forvejen, og Air France-KLM kunne sent torsdag eftermiddag bekræfte, at ny topchef er canadiske Benjamin Smith, der kommer fra en stilling som koncerndriftsdirektør hos Air Canada. Den nye topchef tiltræder senest den 30. september, og han vil blive den første ikke-franske topchef i det franske flyselskab 85-årige historie til at indtage direktionskontoret i Paris.

Relevant erfaring fra Air Canada
Udnævnelsen af Benjamin Smith falder ikke i god jord hos de franske fagforeninger. De er rystede over, at den franske regering har godkendt, at en canadiske skal stå i spidsen for Air France-KLM.

“Valget af kandidat (til stillingen som koncernchef, red.) skal sikre, at interesserne for vort nationale flyselskab bliver forsvaret,” hedder det i en erklæring fra ni fagforeninger, der omfatter piloter, kabinepersonale og jordpersonnel.

De franske fagforeninger har sikkert konsulteret de canadiske foreninger for at få et præcist skudsmål på den kommende topchef. Den 46-årige Benjamin Smith har gennem de senere år oplevet markante resultater hos Air Canada, der har danske Vagn Sørensen som bestyrelsesformand.

Indtil udnævnelsen hos Air France-KLM har Benjamin Smith hos Air Canada haft ansvaret for kundeservice samt kommercielle og operationelle funktioner på globalt plan. Men han har også været beskæftiget med det canadiske flyselskabs markedsstrategi og økonomien i operationerne.

Ifølge Air Canada er Benjamin Smith arkitekten bag Toronto Pearson-lufthavnen som  Air Canada’s primære globale trafikknudepunkt, der supplerer Vancouver som gateway til Asien og Stillehavsområdet samt Montreal som gateway til de fransktalende internationale markeder.

Herudover var den kommende Air France-KLM topchef ansvarlig for etableringen af lavprisenheden Air Canada Rouge samt chefforhandler for Star Alliance-selskabet, da man sikrede sig 10-årige overenskomster med to fagforeninger, der repræsenterede både piloter og kabinepersonale.

Skal bringe Air France på fode
Dermed er der en klar parallel til de aktuelle udfordringer med de franske fagforeninger, der indtil videre har ført til utallige strejker i første halvdel af 2018. Strejker som indtil videre i 2018 har kostet Air France-KLM omkring 335 millioner euro, hvilket svarer til 2,5 milliarder danske kroner.

Herudover arbejder Air France også på at udvikle lavprisenheden JOON og det europæiske lavprisflyselskab Transavia, og erfaringerne fra Air Canada Rouge vil Benjamin Smith sikkert kunne bruge i sit fremtidige arbejde hos den fransk-hollandske luftfartskoncern.

I forbindelse med udnævnelsen understreger Air France-KLM, at Benjamin Smith skal være ansvarlig for at revitalisere Air France, så der kan komme en ny “strategisk impuls” til koncernen. Det forventes også, at den nye koncernchef hurtigst muligt vil igangsætte arbejdet med en ny ledelsesstrategi sammen med ledergruppen i Air France-KLM.

Selv siger den nyudnævnte koncernchef:

“Jeg er overbevist om, at koncernen kan blive en af verdens førende aktører. Jeg vil se frem til at kunne gøre mig fortjent til tillid og respekt fra alle teams, så vi sammen kan arbejde for at vinde i denne yderst konkurrenceprægede og hastigt forandrende servicebranche. Jeg går til denne udfordring med min passion for luftfartsindustrien og med min stærke vilje til at lytte til alle interessenter, så vi sammen kan arbejde og vinde.”

 

Relaterede artikler:

Air France-KLM-topchef har fået nok

Yderligere seks Air France-strejkedage i april

Påskestrejke hos Air France

Medie: Air France vil afskedige 600 ansatte

63-årig i spidsen for Air France-KLM