- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Obligatorisk paskontrol fra belgiske lufthavne

Siden terrorangrebet den 22. marts 2016 i Bruxelles-Zaventem lufthavnen har den belgiske indenrigsminister Jan Jambon løbende implementeret en række tiltag, der i fremtiden skal sikre belgiske lufthavne mod ny terror. Der har primært været tale om ekstra vagter, overvågning, kontrolposter og andre mere fysiske foranstaltninger.

Nu har den belgiske regering godkendt, at Belgien fra slutningen af året indfører obligatorisk pas- og ID-kontrol ved afrejse fra samtlige belgiske lufthavne. Det gælder også for EU-borgere, der er på rejse inden for EU´s normalt åbne grænser, hvor det hidtil har været muligt at bevæge sig frit og uden krav om at skulle benytte ID ved rejser mellem Schengen-landene.

“Vi vil bede flyselskaberne udføre en kontrol, der viser om der er overensstemmelse mellem den rejsende og det ID, der kan fremvises. Flere lavprisflyselskaber kontrollerer i forvejen ID-kort eller pas med rejsedokumenterne, og vi vil nu gøre dette til en generel regel,” skriver indenrigsminister Jan Jambon ifølge Luchtzak.be.

Altid pas med på rejsen
Mange rejsende har åbenbart et generelt indtryk af, at det ikke er nødvendigt at medbringe pas eller anden billedlegitimation ved rejser i Schengen-landene, men det er dog ikke korrekt.

“Når du rejser uden for Norden, skal du som dansk statsborger altid medbringe dit pas. Dette gælder også for rejser til de lande uden for Norden, som er en del af Schengen-samarbejdet. Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet har ikke ændret på reglerne for, hvornår du skal medbringe dit pas, når du rejser,” hedder det i en vejledning fra Udenrigsministeriet.

I Norden er den generelle regel, at det ikke er nødvendigt at medbringe pas, men man skal altid kunne identificere sig med billedlegitimation, da mange hoteller eksempelvis vil kræve det. De midlertidige grænsekontroller samt indførelse af midlertidig undtagelsestilstand, som det har været tilfældet i eksempelvis Frankrig, betyder dog, at disse generelle regler ofte kan være sat ud af kraft, da EU-landene kan vælge at lave særregler på området.

 

Relaterede artikler:

Skærpet grænsekontrol giver frygt for kaos i CPH

Bruxelles Lufthavn får antiterror-enhed

EU overvejer sort liste over usikre lufthavne

Bruxelles Lufthavn ramt af terrorangreb