- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Øger med 20 procent: Fra 250 til 300 daglige flyvninger

Etihad Airways har i 2025 øget antallet af daglige flyvninger fra 250 til 300, da efterspørgslen er stor. Indtil videre i år har selskabet transporteret 18 procent flere passagerer end året før.

Rejsende med Etihad Airways har fået langt flere flyvninger at vælge imellem i løbet af året.

Således oplyser det mellemøstlige flyselskab, at det i indeværende år har øget antallet af daglige flyvninger med 20 procent sammenlignet med året før. Helt konkret er Etihad Airways gået fra 250 til 300 flyvninger om dagen, hvilket gør det til et af de hurtigste voksende full-service-selskaber i verden.

Samtlige 300 daglige flyvninger er ruteflyvninger, og det øgede antal kommer som følge af stigende efterspørgsel fra kunderne. Med de mange ekstra flyvninger har Abu Dhabi dermed fået styrket sin position som hub for Etihad Airways, lyder det.

Passagervækst på 21 procent i september
Ifølge Majed Al Marzouqi, driftsdirektør hos Etihad Airways, afspejler milepælen med 300 daglige flyvninger, at selskabet har en af de hurtigste vækstbaner i den globale luftfartsindustri.

”År-til-år vækst på tværs af alle nøgleparametre afspejler styrken af ​​vores netværk og Abu Dhabis voksende position som et globalt luftfartshub. Vores fremskridt er effektiv, bæredygtig og målrettet, drevet af vores medarbejderes dedikation og vores gæsters fortsatte tillid,” siger han.

Passagertallet hos Etihad Airways er også fulgt godt med i takt med det stigende antal daglige flyvninger. I september transporterede selskabet i alt 1,9 millioner passagerer, hvilket er en stigning på 21 procent i forhold til samme måned sidste år. Belægningsgraden blev fastholdt på 89 procent.

I de første ni måneder af 2025 har Etihad Airways fløjet med i alt 16,1 millioner passagerer, hvilket repræsenterer en vækst på 18 procent i forhold til samme periode i 2024.

Markant flåde- og netværksudvidelse
Etihad Airways har i løbet af 2025 annonceret eller lanceret 31 nye destinationer – herunder til blandt andet Medan (Indonesien), Phnom Penh (Cambodia), Addis Ababa (Etiopien) og Krabi (Thailand). Det totale antal destinationer er dermed nået op på næsten 90.

Europa har været et vigtigt vækstmarked for Etihad Airways, da kontinentet har oplevet en stigning på 35 procent i antallet af flyvninger i sommeren 2025 i forhold til samme periode sidste år.

Flåden hos flyselskabet er steget fra 96 fly i 2024 til i alt 115 fly på nuværende tidspunkt. Blandt de nye fly er Airbus A350’ere, Boeing 787 Dreamlinere og Airbus A321LR’ere.

I takt med det stigende antal flyvninger har Eithad Airways også ansat mange nye medarbejdere. Selskabet bød således velkommen til 1.700 nye ansigter i første halvdel af 2025 – herunder over 100 piloter og 1.000 kabineansatte.

 

Relaterede artikler:

Etihad Airways præsenterede ny flytype i CPH

Etihad Airways klar med luksuriøst fly til CPH-rute

Etihad Airways leverede vækst på alle parametre