- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Økonomien gjorde udslaget

Det var totaløkonomi og leveringsbetingelser, der fik SAS til at vælge Airbus fremfor Boeing i forbindelse med placeringen af ordren på nye langdistancefly til over 18 mia. kroner.

(ODLO) Mange måneders forhandlinger og overvejelser omkring fremtidens langdistancefly fik sin ende, da SAS i går på et pressemøde i Oslo kunne præsentere Airbus A350-900 XWB som fremtidens langdistancefly.

SAS har i første omgang bestilt otte eksemplarer af flyet med option på yderligere seks fly af samme type, Herudover har SAS afgivet ordre på fire Airbus A330-300E fly. En ordre der har en listepris på 3,3 mia. dollars eller godt 18,8 mia. danske kroner.

Hos SAS har man været i tætte forhandlinger med såvel Airbus som Boeing, men det blev i sidste ende Airbus, der løb af med sejren. Det skyldes ene og alene de økonomiske forhold samt muligheden for levering indenfor en overskuelige tidsramme.

“Når man tager en beslutning om anskaffelse af fly til 18 milliarder kroner ser man først og fremmest på, hvordan den samlede pakke ser ud. Her indgår økonomi og leveringstid som den altovervejende faktor. Vi har også lyttet til personalegrupperne, men økonomien har været afgørende,“ fortæller koncerndriftsdirektør Flemming Jensen til CHECK-IN.dk.

Før offentliggørelsen af aftalen med SAS havde 34 flyselskaber indtil videre bestilt 678 eksemplarer af A350-flyet. SAS bliver således det 35. flyselskab, der skrives ind i ordrebøgerne hos Airbus som aftager af det nye langdistancefly.

“Vi er glade for, at SAS har understreget sin tillid til Airbus ved at vælge vores A330, som giver suveræn økonomi og det højeste niveau af driftssikkerhed sammen med A350-900 XWB, der er verdens mest teknologisk avancerede og effektive fly,“ siger John Leahy, der er Chief Operating Officer, Customers hos Airbus.

Selvom Airbus er glade for, at SAS valgte A350´eren, er det ikke på grund af et langvarigt samarbejde eller et særligt teknologisk forspring. Havde Boeing kommet op med de bedste aftalebetingelser, havde SAS valgt fly fra den amerikanske flyproducent.

“Hvis den samlede pakke havde set mest attraktiv ud, kunne det også have været Boeing, der var blevet leverandør,“ siger Flemming Jensen.

Øger sædekapacitet med 20 procent
Når SAS fra 2018 indsætter de nye Airbus A350 XWB fly vil de blive indrettet i en konfiguration med 36 sæder på Business Class, 32 sæder på Plus-klasse og ikke færre end 240 sæder på Go-klassen. Dermed vil flyet blive indrettet med 308 sæder, hvilket giver en forøgelse af sædekapaciteten på op til 20 procent i forhold til de nuværende langdistancefly, der har plads til henholdsvis 245 (A340) og 264 (A330).

Sædeafstanden vil blive 60 tommer på Business Class, og henholdsvis 38 og 31/32 på de to øvrige klasser.

De nye A330-300E fly vil blive konfigureret i den kendte version med 34 Business Class-sæder, 35 på Plus og 195 på Go-klassen. Herudover vil der være en reduktion af brændstofforbruget på to procent i de nye modeller, ligesom rækkevidden vil blive øget med 500 nautical miles svarende til omkring 925 kilometer. Dermed vil flyet være egnet til hele SAS-netværket.