- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Opfordrer rejsende til ikke at hævne sig på SAS

Ifølge formanden for Dansk Metal var det en nødvendig kamp, som førte til pilotstrejken, og han beder dem, der af den grund ikke vil flyve med SAS længere, om at genoverveje beslutningen.

Mens SAS-ledelsen og repræsentanterne for flyselskabets piloter har siddet bænket om forhandlingsbordet i Stockholm og forsøgt at nå frem til den overenskomstaftale, som blev underskrevet natten til tirsdag, har konflikten også været et tema blandt befolkningen.

Medierne har eksempelvis haft mange historier om rejsende, der enten har været strandet på deres destination eller slet ikke er kommet af sted på ferie, og der har ikke været tvivl om, at pilotstrejken og dennes konsekvenser har optaget danskerne.

Arbejdsnedlæggelsen blandt flyselskabets piloter har delt vandene og fået en del folk til enten at erklære deres støtte til SAS eller til at udtale, at de ikke ønsker at flyve med selskabet længere.

Sender narresutten videre
De mange reaktioner på de seneste to ugers konflikt har fået formand Claus Jensen fra Dansk Metal til at offentliggøre en besked til de personer, der siger, at de kun vil benytte lavprisflyselskaberne fremover på grund af strejken.

”Jeg er med på, at SAS-strejken kan føles som et særligt tillidsbrud. Mange danskere har det sikkert, som jeg selv har det: SAS har en særlig plads i hjertet og forbindes med orden på sagerne og følelsen af at ’være kommet hjem,’ når man spænder sikkerhedsbæltet ude i verden, og kaptajnen præsenterer sig på et nordisk sprog. Det er den tryghed, der gør, at man vælger at betale lidt mere for billetten og ikke vælger det allerbilligste. Det skal vi arbejde på at komme tilbage til nu.”

”Men jeg ser også mange, der især på de sociale medier bruger meget tid på at bedyre overfor omverdenen, at de ikke vil flyve med SAS igen. Nu er det kun flyselskaber med billetter til 199,- kroner, der dur, og så kan piloterne i øvrigt lære det – og SAS-ledelsen med. Til dem er mit spørgsmål bare: ’Hvem er det, du narrer?’ Det bedste bud er nok dig selv. Eller måske sender du narresutten videre til dine børn eller børnebørn.”

En nødvendig kamp at tage
Ifølge fagforeningsformanden har den danske model og de kollektive aftaler resulteret i, at vi herhjemme har et af de mest stabile arbejdsmarkeder i verden.

”Uanset hvordan du vender og drejer det, så er den danske model og overenskomsterne vævet ind i selve det danske arbejdsmarked. Selv hvis du forhandler din egen løn, så gør du det i forhold til, hvad de store fællesskaber har forhandlet sig frem til.”

Claus Jensen fastholder ligeledes, at piloternes kamp skulle kæmpes også selvom, at den fik konsekvenser for en del skandinaviske passagerers ferieplaner i år.

”Det system skal vi hylde, for det er genialt på den lange bane, også selv om det for mange kom til at koste ferien i 2022. Det var en nødvendig kamp at tage, hvis vi også vil holde fast i at være sikret ferie i de næste mange år.”


Relaterede artikler:

Rejsebureauejer: Her skilles vores veje, SAS

FPU: ”Dansk Metal misbruger konflikten”

Analytiker: Ekstremt dyr pilotstrejke i SAS