- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ordene du ikke skal sige i lufthavnen

Onsdag blev Terminal 3 i Københavns Lufthavn evakueret på baggrund af en bombe-joke, og man bør derfor grundigt vare sine ord i lufthavnen, hvis man vil undgå at blive antaget som terrorist.

Det har aldrig været nogen god idé at foregive at have en bombe i sin bagage i lufthavnen, men specielt i disse tider, hvor Rigspolitiet har forhøjet terrorberedskabet i Danmark til det næsthøjest mulige som følge af den seneste tids begivenheder i Frankrig, bør man ikke forsøge at tiltrække sig unødig opmærksomhed, hvis man vil undgå at sætte alarmklokker i gang.

Det måtte to personer onsdag eftermiddag sande, da en joke om en bombe i bagagen, hurtigt fik Københavns Lufthavn til at evakuere hele Terminal 3. Ifølge den svenske avis Expressen, der havde en reporter i lufthavnen, skulle den ene passager ved check in-skranken have sagt, at hans makker, der skulle til Paris, havde en bombe i tasken, hvorefter de begge havde efterladt denne og selv forladt området.

Det fik naturligvis politiet til at rykke ud med et massivt opbud, imens alle passagerer blev flyttet til Terminal 2. Herefter undersøgte bombehunde kufferten, men efter en times forgæves undersøgelse, blev afspærringen igen ophævet. Ifølge talsmand Steen Hansen fra Københavns Politi forklarede de to personer da også, at det hele var ment som en joke, men det afholder ikke politiet fra at skulle undersøge om der findes en grundigere forklaring, hvorfor de to personer blev anholdt på stedet.

Overfor CHECK-IN.dk fortæller en talsmand for CPH således, at hvis en passager i sikkerhedskontrollen siger ordet ”bombe”, så bliver han eller hun i første omgang venligt, men bestemt, bedt om at gentage dette. Her vil det i 99 procent af tilfældene gå det op for vedkommende, hvad de har sagt og de vil undskylde, men skulle det ikke ske omgående eller er der den mindste tvivl, vil politiet blive tilkaldt.

Risikerer fængselsstraf
Det er langt fra første gang, at folk har forsøgt sig med en upassende joke i en lufthavn, og selvom det umiddelbart er uskyldigt ment, kan konsekvenserne gå hen og blive relativt store.

Så sent som i august blev en 15-årig norsk dreng således idømt 30 dages ubetinget fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år for en bombetrussel i CPH, der var ment som en internet-prank. Drengen havde efterladt sin bippende taske ved check in-skranken og sagt til en lufthavnsmedarbejder, ”at han var ked af at blive nødt til at gøre dette.” Hændelsen, der blev filmet af drengens kammerat, skulle efterfølgende lægges på Youtube og indbringe nordmanden en sum penge, men endte altså i stedet med at koste drengen en fængselsstraf.

Selvom man omgående undskylder, kan en sådan joke også hurtigt gå hen blive en dyr fornøjelse for pengepungen. Siden terrorangrebet den 11. september 2001 i New York har USA som bekendt strammet sikkerheden ekstremt, og derfor er tolerancen overfor enhver mistænkelig adfærd alvorligt mindsket. Derfor blev Miami International Airport delvist evakueret, da den 60-årige venezuelanske læge Manuel Alvarado i december 2014 fortalte en sikkerhedsmedarbejder i lufthavnen, at han bar C4-sprængstof.

Selvom Alvarado omgående trak sin bemærkning tilbage, var skaden allerede sket og betød, at den 60-årige mand ifølge Business Insider UK måtte punge ud med lidt over 600.000 danske kroner i bøde.