- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Oslo henter ruteudvikler i CPH

Oslo Gardermoen placerer en tidligere CPH-ruteudvikler i Hong Kong for lettere at kunne tiltrække asiatiske selskaber. Dermed fortsætter CPH med at miste ruteudviklere.

I Oslo Gardermoen-lufthavnen kigger man misundeligt mod især Københavns Lufthavn og Helsinki Vantaa-lufthavnen. De to lufthavne har nemlig langt flere destinationer i Asien på deres rutekort end Gardermoen har.

Men det vil den statslige lufthavnsoperatør Avinor, der driver Oslo Gardermoen, nu gøre noget ved. Derfor har Avinor hentet ruteudvikleren Ulv Elbirk fra Københavns Lufthavn. For at komme helt ind under huden på de asiatiske flyselskaber, som Avinor gerne så satte kursen mod Oslo, så skal den nyansatte dansker ikke sidde på et kontor i Norge. I stedet bliver han stationeret i Hong Kong.

Uopdaget guldgrube
Gardermoen har i dag kun Asien-ruter til Bangkok i Thailand samt Lahore og Islamabad i Pakistan. Men der er basis for langt flere ruter, mener Ulv Elbirk.

”Der er mange uudnyttede muligheder og meget attraktive ruter til Oslo. Norge kunne være en uopdaget guldgrube især for de asiatiske flyselskaber. Jeg ser frem til at arbejde for en virksomhed, der har et klart mål om at lykkes med at fremme flyforbindelserne mellem Norge og Asien,” siger Ulv Elbirk, der i CPH havde ansvaret for at tiltrække flyselskaber fra netop Asien.

Oslo Gardermoen-lufthavnen har en særlig joker i baghånden, når asiatiske flyselskaber skal overbevises om at en rute til Oslo kunne være rentabel. I dag transporteres meget af den norske laks, som eksporteres til Asien, med lastbil til andre europæiske lufthavne og flyves derfra til Asien. Ikke mindst Københavns Lufthavn og SAS’ Asien-ruter herfra nyder godt af det. At kunne fylde det meste af lastrummet op med laks stort set året rundt kan yde et vigtigt bidrag til at gøre en Oslo-rute rentabel for et asiatisk flyselskab.

I september sidste år blev Københavns Lufthavns ruteudviklere kåret til verdens bedste. Fjorten dage senere blev chefen, Ole Wieth Christensen, fyret. Og siden har adskillige nøglemedarbejdere forladt afdelingen. Senest Ulv Elbirk, der står yderst til højre.

I september sidste år blev Københavns Lufthavns ruteudviklere kåret til verdens bedste. Fjorten dage senere blev chefen, Ole Wieth Christensen, fyret. Og siden har adskillige nøglemedarbejdere forladt afdelingen. Senest Ulv Elbirk, der står yderst til højre.

60 års erfaring
Ulv Elbirk er blot den seneste i en række af medarbejdere, som har forladt Københavns Lufthavns ruteudviklingsafdeling i kølvandet på fyringen af afdelingens chef, Ole Wieth Christensen, i efteråret 2015.

I slutningen af februar forlod Majid Khan kollegerne i CPH til fordel for et job som chef for ruteudvikling i Avinor. Han bliver således Ulv Elbirks nye chef. I slutningen af marts forlod Katja Jung Rasmussen ruteudviklingsafdelingen og rejste til pensionsselskabet PFA.

Samtidig med Ulv Elbirks farvel rejser kollegaen Hasse Jørgensen også fra Københavns Lufthavn. Han skal fremover arbejde hos International Air Transport Association (IATA) i Montreal i Canada. Desuden døde den ansvarlige for ruteudvkling på cargofronten, Lars Korup, på tragisk vis i februar i år.

Dermed har Københavns Lufthavn på under et år mistet personer med tilsammen over 60 års erfaring med ruteudvikling. Ruteudviklere i en lufthavn har til opgave at holde kontakt til flyselskaber og sikre, at de er opmærksom på de muligheder, som der er i at åbne en rute til den pågældende lufthavn.

Det handler både om at sikre, at de flyselskaber, der allerede bruger lufthavnen, er glade og åbner nye ruter. Og om at flyselskaber, der ikke flyver til lufthavnen i dag, hele tiden har den i tankerne når de ser på hvortil de skal åbne nye ruter. Og det arbejde kræver at man som ruteudvikler har et vidt forgrenet netværk blandt flyselskabernes nøglepersoner.

Dyste med gamle kolleger
Ole Wieth Christensen tiltrådte i maj et job som ansvarlig for udvikling af langruter i Swedavia, der driver Stockholm Arlanda og ni andre svenske lufthavne. Her skal han blandt andet dyste med Ulv Elbirk og sine gamle kolleger i CPH om at tiltrække asiatiske flyselskaber. Et af de selskaber, som alle tre lufthavne har øjnene rettet mod er Cathay Pacific, der netop holder til i Ulv Elbirks nye hjemby Hong Kong.

Selskabet har flere gange indikeret, at man vil åbne en rute mellem Hong Kong og Skandinavien, når man modtager sine nye Airbus A350XWB-fly. Da SAS i dag flyver mellem Stockholm Arlanda og Hong Kong må CPH vurderes at stå stærkest i dysten om Cathay Pacifics gunst, medmindre Ulv Elbirk og Gardermoen kan bruge den norske laks som effektiv lokkemad.

 

Relaterede artikler:

CPH og Arlanda i kamp om nye langdistanceruter

”Som at skifte fra FC Barcelona til Real Madrid”

Udfordringer for ny ruteudviklingschef i CPH

Oslo Lufthavn headhunter ruteudvikler i CPH

CPH ansætter ny ruteudviklingschef

Ole Wieth: Vil savne mine kolleger