- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Oslo klar til ny stor udvidelse

Oslo Lufthavn vil skabe plads til langt flere langdistancepassagerer med forlængelse af lufthavnens østlige finger. Byggeriet går i gang til oktober.

Det er kun lidt over et år siden, at den store udvidelse af Oslo Lufthavn med 21 nye gates officielt blev indviet – et byggeri, der kostede 14 milliarder norske kroner. Men nu er lufthavnen klar til endnu en stor udbygning, og den begynder allerede til oktober.

Lufthavnsoperatøren Avinor har netop besluttet at sætte gang i en udbygning af lufthavnens østlige finger. Den yderste del af denne finger er forbeholdt fly, der afgår til lande uden for Schengenområdet – altså primært langdistanceruter, hvor Oslo Lufthavn forudser yderligere vækst de kommende år.

Lufthavnens kapacitet til non-Schengen trafik vil med udbygningen blive øget fra 5,5 millioner passagerer årligt til otte millioner passagerer årligt.

Et internationalt hub
”Denne udvidelse er vigtig for at udvikle Oslo Lufthavn som et internationalt hub. Den vil øge kapaciteten og forbedre forholdene for vores passagerer og flyselskaber samt forbedre rammebetingelserne for rejser, turisme og erhvervslivet i Norge, hvilket er en vigtig del af Avinors strategi,” siger for Avinors administrerende direktør, Dag Falk-Petersen.

Trafikken til og fra lande uden for Schengenområdet har de seneste år haft en betydelig større vækst i Oslo Lufthavn end trafikken til lande inden for Schengen.

”Det er helt afgørende, at vi understøtter denne trafik ved at opbygge god og velegnet infrastruktur. Det vil øge Norges konkurrenceevne og give betydelige økonomiske fordele,” siger Dag Falk-Petersen.

Byggeri starter i oktober
Den nye udvidelse ventes at koste 3,3 milliarder norske kroner (2,6 milliarder danske kroner). Arbejdet med udvidelsen starter den 1. oktober, og lufthavnen lover, at forstyrrelserne for de rejsende vil blive holdt på et minimum.

”Efter seks år med byggeriet af den nye Oslo Lufthavn har vi lært meget om, hvordan man bygger og driver en lufthavn på samme tid. Den viden, vi har opnået, vil blive anvendt til dette ekspansionsprojekt. Vi skal være i stand til at gennemføre dette projekt, uden at det får nogen mærkbar påvirkning for passagererne,” siger lufthavnens direktør, Øyvind Hasaas.

Efter udbygningen vil den østlige finger i alt have 14 standpladser, hvoraf fire vil være fleksible gates, der kan håndtere trafik fra områder både inden for og uden for Schengen. Udvidelsen vil give et samlet areal på 39.700 kvadratmeter til passagerer til lande uden for Schengenområdet.

Forberedt til US Preclearance
Udvidelsen af den østlige finger skal også give plads til at lave fremskudt grænsekontrol for rejser til USA – det såkaldte US Preclearance, hvor amerikanske grænsebetjente bliver udstationeret i lufthavnen til at foretage grænsekontrol til USA før afrejse fra Oslo.

En forudsætning for at realisere en sådan løsning er dog en bilateral aftale mellem USA og Norge samt bindende tilsagn fra de flyselskaber, der vil flyve mellem Norge og USA.

Ved den seneste udvidelse af Oslo Lufthavn blev lufthavnens kapacitet øget til 32 millioner passagerer om året, og terminalområdet blev udvidet fra 148.000 kvadratmeter til 265.000 kvadratmeter.

 

Relaterede artikler:

Oslo Lufthavn overvejer tredje landingsbane

Ny Oslo Lufthavn indvies i dag

Oslo Lufthavn må vente på gave fra Bjørn Kjos