- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Oslo Lufthavn lukker en del af terminalområdet

Meget lave passagertal under coronakrisen tvinger nu Oslo Lufthavn til at lukke Pier Nord og en del af afgangshallen – formentlig helt frem til udgangen af 2021.

Tidligere på ugen meddelte Københavns Lufthavn, at den fra 25. november lukker 40 procent af terminalområdet – i alt 24 gates – frem til udgangen af næste år. Og nu følger endnu en skandinavisk hovedstadslufthavn efter.

Således har Oslo Lufthavn besluttet at foretage en lignende øvelse for at spare omkostninger. De meget lave passagertal under coronakrisen gør, at der langt fra er behov for den sædvanlige kapacitet i lufthavnen. I sidste uge havde Oslo-lufthavnen et passagerfald på 86 procent sammenlignet med samme uge i 2019.

”I en tid som denne er det trist at være lufthavnsdirektør i Oslo Lufthavn. Vi lever af kunder, passagerer og flyselskaber, og at de ikke er her i lufthavnen, er meget trist,” siger Stine Ramstad Westby, administrerende direktør i Oslo Lufthavn, til NRK.

Oslo Lufthavn lukker Pier Nord, der blev indviet i april 2017, og som har både indenrigs- og udenrigstrafik. Herudover lukker lufthavnen hele den østlige del af afgangshallen inden for kort tid, og begge områder vil sandsynligvis være lukket frem til udgangen af 2021.

Anden Pier Nord-nedlukning i år
Pier Nord er indrettet med to etager, og der er i alt 21 gates, hvoraf 11 er betjent med flybroer, mens resten skal betjenes med busser til fjernparkerede fly. Pier Nord var også lukket fra marts til juni som følge af lave passagertal. Og nu er en lukning altså nødvendig igen.

”Det giver os mulighed for at spare strøm, rengøring og vedligeholdelse. I den situation, vi er i lige nu med lave indtægter, og hvor hver krone tæller, skal vi spare, hvor vi kan,” siger Stine Ramstad Westby.

Den østlige del af afgangshallen vil blive lukket fysisk ved hjælp af store vægge, og der vil således kun være adgang til den vestlige del af området. Mens terminalområdet bliver reduceret, har Oslo Lufthavn i øjeblikket også kun brug for at have én landingsbane i brug ad gangen.

Oslo Lufthavn forventer, at passagertallet i 2020 lander på knap 10 millioner, hvor der til sammenligning blev håndteret 29 millioner passagerer sidste år. Stine Ramstad Westby forudser, at de lave passagertal og den alvorlige situation fortsætter gennem vinteren. Den vedvarende krise betyder, at hun frygter masseafskedigelser hos virksomhederne i Oslo Lufthavn i foråret 2021.

 

Relaterede artikler:

Arlanda og Oslo Lufthavn klarer sig bedre end CPH

Oslo Lufthavn er en million passagerer foran CPH

Ny Oslo Lufthavn indvies i dag