- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Over 20 Airbus A380-destinationer i 2011

I løbet af 2011 vil yderligere to Airbus A380-destinationer blive tilføjet hos de fem luftfartsselskaber, der har verdens største passagerfly i drift. Dermed vil der være 21 destinationer tilgængelige med Airbus A380 i fast rutedrift.

Siden25. oktober 2007, hvor Singapore Airlinessom det første luftfartsselskab tog kæmpeflyet Airbus A380 i drift mellem Singapore og Sydney, er det i dag muligt at flyve til 19 destinationer over hele verden ombord på A380´eren.

Det skal dog ske på et af de fem luftfartsselskaber, der har taget verdens største passagerfly i drift. Der er indtil videre kun tale om Air France, Emirates, Lufthansa, Qantas og Singapore Airlines.

Disse selskaber har tilsammen fået leveret 41 eksemplarer af kæmpeflyet ud af en samlet ordre på 234 fly fra 17 forskellige luftfartsselskaber. Den største A380-operatør er i dag det Dubai-baserede Emirates, der har fået leveret 14 af i alt 90 bestilte Airbus A380-fly.

I dag benyttes Airbus A380 i fast rutedrift til 19 lufthavne over hele kloden. Men i løbet af 2011 kommer yderligere to destinationer på A380-rutekortet. I begge tilfælde er det Air France, der har valgt nye destinationer til kæmpeflyet. Den 9. maj indsættes A380 på ruten mellem Paris-CDG og Montreal, mens selskabet blot en måned senere den 6. juni indsætter flyet på ruten mellem Paris-CDG og Washington-Dulles lufthavnen.

Herudover har Air France også planlagt indsættelse af A380 på ruten til Mexico City, der dermed bliver den første A380-betjente destination i Latinamerika. Startdatoen for denne rute er dog ikke fastlagt endnu.

Følgende destinationer er i dag serviceret af Airbus A380:

Air France
Fra Paris-CDG til New York-JFK, Johannesburg, Tokyo, Montreal (maj 2011) og Washington (maj 2011)

Emirates
Fra Dubai til London-LHR, Sydney, Auckland, Bangkok, Toronto, Paris-CDG, Seoul, Jeddah, Beijing, Manchester, Hong Kong og New York-JFK.

Lufthansa
Fra Frankfurt til Johannesburg, Tokyo, Beijing, New York-JFK (februar 2011)

Qantas
Fra Sydney og Melbournetil Singapore, Los Angeles og London-LHR

Singapore Airlines
Fra Singapore til Sydney, London-LHR, Hong Kong, Melbourne, Zürich, Paris-CDG, Tokyo og Los Angeles (marts 2011).

Lufthansa har senest annonceret, at Airbus A380 vil blive indsat mellem Frankfurt og New York fra den 8. februar. I første omgang flyves der til New York-JFK, da lufthavnen i Newark endnu ikke er klar til at modtage A380 i fast rutedrift.

Københavns Lufthavn havde den 15. september 2010 besøg af en Airbus A380 fra Lufthansa. Men det vil kræve en udvidelse af manøvrearealerne, såfremt lufthavnen skal modtage en Airbus A380 i fast rutedrift.

Foto: I løbet af 2011 bliver det muligt at flyve til mere end 20 destinationer med Airbus A380 kæmpeflyet.