- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Over 50.000 flypassagerer til Marokko

Med direkte charterfly mellem København og Agadir samt et nyt arabisk flyselskab på samme rute, forventes Norwegian at få konkurrence på selskabets ruter til Marokko.

Norwegian får ikke lov at være alene om at flyve danske turister til Marokko i den kommende vintersæson. Der har ellers stået Norwegian på hovedparten af de 43.945 flypassagerer, der i vinteren 2016/17 rejste fra København til tre destinationer i det nordafrikanske land. Således fløj Norwegian 21.105 passagerer til og fra Marrakesh samt 13.740 til og fra Agadir.

I den kommende vintersæson ser det noget anderledes ud. Norwegian flyver to gange om ugen, henholdsvis onsdage og lørdage til Agadir, men på samme rute har lavprisflyselskabet Air Arabia Maroc valgt at gå ind med to ugentlige afgange betjent med Airbus A320-fly. Det arabiske flyselskab gennemfører flyvningerne på onsdag og søndage.

Herudover vil TUI etablere ugentlige charterflyvninger fra København til Agadir. Her flyves der hver tirsdag fra den 14. november med Boeing 737-800 fly, hvormed der samlet bliver tilført op imod 20.000 ekstra flysæder til den marrokanske turist- og havneby i vinterhalvåret.

“Marokko bliver det sted på vinterferien, hvor man får mest for pengene. Prisniveauet for fly, hotel og mad er det laveste, man kan komme i nærheden af, og samtidig er kvaliteten helt i top,” siger Nikolai Johnsen, der er pressechef for TUI i Danmark.

Antal passagerer fra København til Marokko v.v.
(1. november 2016 til 31. marts 2017)

Destination Antal Antal Selskaber W17/18
Rutefly Charterfly
Marrakesh 21.105 3.681 Norwegian
Agadir 13.740 0 TUIfly, Norwegian, Air Arabia Maroc
Casablanca 5.419 0 Royal Air Maroc
40.264 3.681
Kilde: Trafikstyrelsen

 

En satsning
TUI er ikke alene om at sende chartergæster til Marokko. Hos Spies, der er Danmarks største charterarrangør, er gæsterne blot forklædt som rejsende med rutefly. Spies har nemlig købt et antal sæder på Norwegians flyvninger fra København til Marrakesh og Agadir, således at det ikke er nødvendigt selv at disponere et charterfly til den nordafrikanske destination.

Der har de senere år været en vis tilbageholdenhed med Marokko, hvilket også har været tilfældet med Tunesien, Egypten og nu også Tyrkiet. TUI kalder da også charterflyvningerne “lidt af en satsning”, da der er tale om et land i en region, der kun har oplevet tilbagegang i mange år.

“Vi forventer, at de lave priser nu så småt vil begynde at drive danskerne tilbage til feriemål som Egypten og Marokko. Vi kan se, at Egyptens popularitet har stabiliseret sig efter et par års frit fald, og derfor mener vi, at danskerne og er klar på mere Marokko,” lyder det fra pressechefen i TUI.

Det var et terrorangreb på en café i Marrakesh den 28. april 2011, der i en længere periode skræmte turisterne væk. Angrebet kostede 17 dødsofre, der primært var vestlige turister.

“Der er en generel risiko for terrorangreb i Marokko, herunder mod turister og andre rejsende. PET´s Center For Terroranalyse vurderer, at risikoen for, at danskere bliver mål for terrorangreb øges, hvis de umiddelbart kan identificeres som danske,” skriver Udenrigsministeriet i sin rejsevejledning.

 

Relaterede artikler:

Arabisk lavprisflyselskab kommer til København

Embraer E190 på Casablanca-rute