- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Påskeforskydning skubber CPH-vækst i vejret

Marts var 12, måned i træk med passagerrekord i Københavns Lufthavn, selvom månedens vækst blev hjulpet af, at udrejsetrafikken til påsken var tidligere end sidste år. Næsten 2,6 millioner rejste gennem CPH i marts.

De store udrejsedage omkring påske startede allerede den 27. marts i år, og det er en af årsagerne til, at Københavns Lufthavn i marts havde en ekstraordinær stor passagervækst.

Således blev der registreret 2,587 millioner passagerer gennem terminalerne på Amager, og det var 16 procent flere end i samme måned sidste år. Her startede udrejsedagene i forbindelse med påsken dog først den 11. april 2025, hvorfor de to forårsmåneder bør vurderes samlet for at kunne se den reelle vækst.

Men under alle omstændigheder var sidste måned den travleste marts i lufthavnens historie, og ifølge kommerciel direktør Peter Krogsgaard var det samtidig den 12. måned i træk med passagerrekord.

”Vi har haft en marts med mange rejseglade passagerer i terminalerne. Mange er allerede rejst på påskeferie, enten til varmere himmelstrøg eller til en af de mange storbyer, der er direkte forbindelse til fra København. Samtidig markerer marts, at vi nu har haft 12 måneder i træk med passagerrekorder, hvilket vidner om en fortsat stor efterspørgsel på flyrejser,” siger Peter Krogsgaard.

Samlet har syv millioner passagerer benyttet Københavns Lufthavn i årets første kvartal, og det er en stigning på 14 procent i forhold til samme kvartal sidste år.

Italien bliver sommerens store hit
Selvom konflikten i Mellemøsten skaber udfordringer med reducerede trafikprogrammer hos de tre store ME3-selskaber samt tårnhøje brændstofpriser, der tvinger nogle flyselskaber til at reducere kapacitet, så er det endnu ikke muligt for CPH at vurdere de fulde konsekvenser af situationen.

“Vi følger den geopolitiske udvikling tæt. Vi ser en tendens til, at flyene, der letter og lander i Københavns Lufthavn, generelt er mere fyldt end på samme tidspunkt sidste år. Det tyder på, at passagererne fortsætter med at rejse, også selv om nogle må vælge alternative ruter for at nå deres destination,” lyder det optimistisk fra CPH-direktøren.

I sommerens trafikprogram er der 300 ruter til 175 destinationer med samlet 60 flyselskaber, og noget tyder på, at Italien kommer til at overhale Spanien som danskernes favoritrejseland i sommeren 2026. Kapaciteten til Støvlelandet er øget med 20 procent, og der flyves til i alt 16 destinationer.

”Vi har længe haft Spanien som dansk storfavorit med Málaga og Barcelona som højdespringerne. Men interessen for Italien med de mange historiske byer, kunst, mode og madkultur stiger markant. Samtidig har italienere fået appetit på at besøge Danmark, så vi forventer også mange rejsende fra Italien i terminalerne til sommer,” uddyber Peter Krogsgaard.

 

Relaterede artikler:

Stigende CPH-trafik i skyggen af uro i Mellemøsten

CPH fortsætter væksten i 2026: 14 procent i januar

32,4 millioner passagerer i CPH: ‘Et rigtig godt år’