- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Paris Air Show dag 3: De mindre aktører rører på sig

Det er ikke kun Boeing og Airbus, der får nye ordrer i bøgerne under Paris Air Show. Det gælder også producenterne af regionale jetfly og turbopropfly.

Den fransk-italienske flyproducent ATR benyttede tredjedagen af Paris Air Show til at lancere en ny variant af sin 48-sæders ATR42-600, som skal give flyselskaberne et alternativ til rivalen Bombardiers Dash-8 Q100 og Dash-8 Q200 i nichemarkedet for flyvninger til og fra lufthavne med meget korte landingsbaner. Hvis banerne er mindre end 1.000 meter lange, så er der i dag i realiteten ikke noget alternativ til Q100 og Q200, hvis man skal transportere mere end 30 passagerer.

Det vil ATR nu give flyselskaberne med lanceringen af ATR42-600S, der vil kunne lande med fuld last af passagerer og bagage på baner, der kun er 800 meter lange.

ATR42-600S vil sandsynligvis blive mødt med stor interesse hos selskaber som Air Greenland og Widerøe. Ikke mindst fordi hverken Dash-8 Q100 eller Dash-8 Q200 bliver produceret længere. Desuden kan de to Q-fly kun tage omkring 39 passagerer, mens der bliver plads til omkring 48 passagerer i den nye ATR42-600S.

Søge ind i skyggen
Den nye variant af den populære ATR42-maskine var en af de store nyheder på en dag, hvor solen bagte massivt nedover verdens største airshow og tvang flysælgere og -købere fra hele verden til at søge ind i skyggen – hvor der ”kun” var 30 grader varmt.

ATR har desuden i løbet af de første tre dage annonceret en aftale med Tianju Investment Group om 10 ATR42-600 og en købsaftale med Air Senegal på to ATR72-600 fly.

Den fransk-italienske flyproducent med fabrik dør-om-dør med Airbus i Toulouse i Sydfrankrig er ikke den eneste regionalflyproducenten, der har indgået nye aftaler i varmen i Le Bourget-lufthavnen. Således har Bombardier de senere dage lanceret tre bestillinger på Dash-8 Q400 fra Philippine Airlines, Ethiopean Airlines og SpiceJet. De to førstnævnte selskaber købte henholdsvis syv og fem Q400’ere, mens SpiceJet har underskrevet en hensigtserklæring om at købe op mod 50 Q400-fly.

To anonyme kunder
Hos brasilianske Embraer har man indgået en række aftaler om nye fly til eksisterende kunder. KLM Cityhopper har bestilt to E190-fly. I forvejen har KLM’s datterselskab 30 Embraer E190 og ni Embraer E175 fly. Det hviderussiske flyselskab Belavia bestilte således en Embraer E175 og en Embraer E195 til at supplere selskabets eksisterende flåde af to E175 og to E195. Japanske Fuji Dream Airlines købte tre Embraer E175 med en option på yderligere tre. Selskabet har i forvejen i alt 11 fly i Embraer E-serien.

Desuden har Embraer indgået to aftaler med indtil videre anonyme selskaber om levering af næste generation af fly i Embraers E-serie, de såkaldte E2-fly. En kunde har bestilt 10 Embraer E195E2 med option på 10 Embraer E190E2, mens en anden kunde har forpligtiget sig til at købe 20 Embraer E190E2-fly.

Sidder tungt
Hos de store drenge – Airbus og Boeing – er det fortsat sidstnævnte og dets Boeing 737 MAX, der sidder tungt på ordrekapløbet. De store ordrer på 50, 75 og 100 MAX 10’ere kom der ingen af på samme måde, som det var tilfældet mandag og tirsdag. Men der er dog rullet MAX-ordrer ind.

Således har kinesiske Donghai Airlines samt Malaysia Airlines og kinesiske Xiamen Airlines valgt at købe eller forpligtige sig til at købe hver 10 Boeing 737 MAX 10, mens Copa Airlines har købt 15 Boeing 737 MAX 10. Leasingselskabet Air Lease Corporation og Boeing underskrev en hensigtserklæring om køb af 12 Boeing 737 MAX og Mauritania Airlines købte en enkel Boeing 737 MAX 8.

I Airbus-lejren lader de store ordrer fortsat vente på sig. En ordre fra Wizz Air på 10 Airbus A321ceo, samt en bestilling fra det portugisiske wet leasingselskab Hifly på to Airbus A330-200 var de eneste større nyheder fra Airbus på showets tredje dag.

Flyveopvisning i verdensklasse
Torsdag er sidste dag for branchefolkene på Paris Air Show, der overlader de sidste tre dage til almindelige mennesker, der kan komme helt tæt på mange af de nyeste passagerfly og militærfly samt se flyveopvisning i verdensklasse.

Airbus plejer at slutte industridagene af med et brag af et pressemøde, hvor store ordrer indgås og annonceres i minutterne op til pressemødet. Om det gentager sig igen i år vil tiden vise. Men uanset hvad, så står Boeing og Boeing 737 MAX-serien tilbage som showets store sejrsherre.

 

Relaterede artikler:

Paris Air Show dag 2: Airbus forsøgte at svare igen

Paris Air Show dag 1: MAX i centrum

Nye flytyper på Paris Air Show

Ryanair er lun på den største Boeing MAX

Boeing overvejer ny og større 737MAX