- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Passagerfly forulykket ved landing i russisk OL-by

En UTair Boeing 737-800, der tidligere har tilhørt Ryanair, brød lørdag morgen i brand efter en mislykket landing i Sochi International Airport.

Russisk luftfart er blevet ramt af endnu en ulykke. Men i modsætning til den seneste alvorlige ulykke med Saratov Airlines i februar i år, hvor 71 mennesker omkom, var der denne gang ingen omkomne.

Ulykken skete lørdag morgen kl. 02.57 lokal tid i Sochi International Airport ved den russiske OL-by Sotji, der ligger ved Sortehavet for foden af Kaukasusbjergene. En Boeing 737-800 med 164 passagerer og seks besætningsmedlemmer ombord havde som rutenummer UT579 gennemført en mere en to timer lang flyvning fra Moskvas Vnukovo Airport, da flyet under det tredje landingsforsøg kom for langt ud over landingsbanen og brød gennem et hegn, inden det standsede ved et bredden af en tilstødende flod, hvorefter venstre motor brød i brand.

Flyhavariet kostede ingen menneskeliv, men til gengæld blev 18 personer kvæstet, hvoraf otte måtte til hospitalsbehandling. En ansat i lufthavnen døde af et hjerteanfald, som blev forårsaget af de voldsomme begivenheder. Det skriver The Aviation Herald.

Tre landingsforsøg
Flyet var en næsten 16 år gammel Boeing 737-800, der oprindeligt blev leveret til Ryanair i november 2002. Siden maj 2010 har flyet været på russisk register, først hos Atlant-Soyuz Airlines og Moscow Airlines og siden oktober 2011 som VQ-BJI hos UTair.

Lokale rapporter indikerer, at der var et kraftigt tordenvejr i området, og Boeing 737-flyet blev oprindeligt tildelt landing på bane 02, hvilket dog sidenhen blev ændret til bane 06, da vejret skiftede. Første forsøg på landing på bane 06 blev afbrudt i 2.300 fods højde (700 meter) på grund af en ændret vindretning. Herefter blev der gjort et ny forsøg, og i blot 400 fods højde (122 meter) blev landingen endnu engang afbrudt som følge af vindforholdene.

I det tredje og sidste landingsforsøg, hvor vinden blev rapporteret til at være fire knob fra 060 grader, landede flyet alt for langt inde på banen og kørte ud over enden af landingsbanen. Herefter brød landingsstellet sammen, mens vingen blev ødelagt og der udbrød brand i venstre motor.

De russiske myndigheder – The Interstate Aviation committee (MAK) –  skal nu forsøge at finde årsagen til flyulykken, men det ligger allerede fast, at flyet er totalskadet og således ikke vil kunne komme i luften igen.

 

Relaterede artikler:

Motorproblemer på landsholdsflyvning i Rusland

Tre udlændinge blandt ofrene for russisk flystyrt

62 dræbte ved Flydubai-styrt i Rusland