- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Passagertrafik gik tilbage og luftfragt frem

Årsopgørelse fra IATA viser, at efterspørgslen på passagerflyrejser i 2021 faldt med 58 procent på globalt plan i forhold til 2019. Til gengæld var der en stigning i luftfragtmarkedet på 6,9 procent.

Den internationale luftfartsorganisation IATA har netop offentliggjort en samlet opgørelse over udviklingen i efterspørgslen på passagerflyvninger i 2021.

IATA, der repræsenterer 290 flyselskaber med 83 procent af den globale flytrafik, rapporterer om en samlet nedgang i passagerefterspørgslen på 58,4 procent i forhold til 2019. Det er en svag forbedring i forhold til 2020, hvor faldet var på 65,8 procent i forhold til 2019, der var sidste hele år før coronapandemien.

Tallene er baseret på flyselskabernes indrapportering af indtægsbærende passagerkilometer (RPK), og de viser store regionale forskelle. Værst så det ud i Asien og Stillehavsområdet, hvor den internationale trafik faldt med 93,2 procent i forhold til 2019.

I den modsatte ende finder man noget overraskende Afrika, der kun mistede 65,2 procent af den internationale passagertrafik sammenlignet med 2019. I Nordamerika faldt efterspørgslen med 65,5 procent, mens det tilsvarende tal for de europæiske flyselskaber udgjorde 67,6 procent.

“Den samlede efterspørgsel blev styrket i 2021. Den tendens fortsatte ind i december på trods af rejserestriktioner over for omikron. Det siger meget om styrken af ​​passagerernes tillid og lysten til at rejse. Udfordringen for 2022 er at styrke denne tillid ved at normalisere rejser,” siger IATA-direktør Willie Walsh i en kommentar til tallene.

Et fantastisk år for luftfragt
Mens passagerefterspørgslen som ventet var betydeligt lavere i 2021 end i 2019, så det anderledes ud med flyselskabernes fragtoperationer, hvor der blev registreret pæne stigninger.

Samlet set løftede fragtmarkedet sig med 6,9 procent målt i cargo tonkilometer (CTK) og sammenlignet med 2020 var stigningen på 18,7 procent.

Også inden for luftfragt var der store regionale forskelle. Den største stigning blev registreret i USA, hvor den internationale efterspørgsel steg med ikke mindre end 20,2 procent. Herefter fulgte Latinamerika med 15,2 procent, Afrika med 11,3 procent og Mellemøsten med 10,6 procent.

I Europa løftede flyselskabernes internationale fragtsalg sig kun med 3,6 procent i forhold til 2019, og det var præcis samme stigning som hos de asiatiske flyselskaber.

“Luftfragt havde et fantastisk år i 2021. For mange flyselskaber udgjorde det en vigtig indtægtskilde, da passagerernes efterspørgsel forblev i stilstand på grund af rejserestriktioner for COVID-19. Vækstmuligheder gik dog tabt på grund af presset fra mangel på arbejdskraft og begrænsninger på tværs af logistiksystemet. Samlet set peger de økonomiske forhold i retning af et stærkt 2022,” lyder det fra Willie Walsh.

 

Relaterede artikler:

Maersk: Mindre passagerfly presser fragtkapaciteten

IATA tordner mod stigninger i lufthavnsafgifter

IATA: 2,4 milliarder vil rejse med fly i 2021