- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Pilotformand til morgenkaffe hos ministeren

Formanden for de danske erhvervspiloter, Mogens Holgaard, er inviteret til morgenkaffe kl. 07.00 i dag hos transportminster Hans Chr. Schmidt (V). Ministeren har forgæves forsøagt at få fat i den meget omdiskuterede rapport om træthed hos piloterne og ønsker nu at høre om problemet direkte fra pilotformanden.

Dagbladet Politiken har i løbet af april måned sat fokus på piloter, der flyver, selvom de føler sig trætte. Ifølge piloterne har arbejdstidsreglerne skylden herfor, og i pilotkredse frygter man, at det kun er et spørgsmål om tid, før der sker en alvorlig ulykke.

“Sagen“ er et glimrende eksempel på det begreb, der hedder, at “råbe politikerne op.“

Det lader til at være lykkedes for Mogens Holgaard, der er formand for erhvervspiloternes organisation DALPA (Danish Airline Pilots Association). Mogens Holgaard er i hvert fald denne mandag morgen kl. 07.00 inviteret til morgenkaffe på ministerens kontor.

Det har øjensynligt irriteret ministeren, at det ikke har været muligt officielt at fåadgang tilden rapport, der beskriver træthedsproblemet. En rapport, der er resultatet af en undersøgelse hos DALPA-medlemmerne med bistand fra Dagbladet Politiken.

“Jeg har jo kunnet læse om rapporten i dagspressen. Det er jo en ganske alvorlig problematik, som bliver rejst, og derfor har jeg indkaldt til mødet mandag. Jeg har inviteret Mogens Holgaard for at høre om de problemer, der beskrives i rapporten, da det ikke – trods gentagne henvendelser- er lykkedes for mig at få fat i rapporten fra pilotforeningen, som har lavet undersøgelsen, eller fra Politiken, på hvis foranledning den er gennemført,“ skriver transportministeren i en pressemeddelelse, der oplyser om morgenmødet med pilotformanden.

“Med en sådan undersøgelse gør man mange passagerer utrygge, så jeg forstår ikke, hvorfor man ikke vil udlevere den.“

Ifølge undersøgelsen blandt DALPA´s medlemmer er mange for stolte til at melde sig syge. Derfor udgør arbejdstidsreglerne ifølge DALPA en reel sikkerhedsrisiko.

»Det er vel et spørgsmål om, at langt de fleste pilottyper er loyale soldater. De er vant til at stille op, og at tingene er forsvarlige omkring det, de laver. Så derfor stiller man naturligvis spørgsmålet: Er det bare mig, der er lidt af en kylling. Man tror måske, at det kun er en selv, der er træt«,sagde DALPA-formandenMogens Holgaard for nylig til Dagbladet Politiken.