- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Politisk aftale om luftfartspakke trækker ud

Folketingets partier var onsdag samlet til nye forhandlinger om en hjælpepakke til luftfarten, og indenrigsflyvninger og lufthavnsafgifter er blandt andet i spil. Nye forhandlinger torsdag.

Det er ved at være allersidste udkald, hvis luftfarten skal have en hjælpepakke godkendt, inden Folketinget går på sommerferie. Siden søndag har partierne forhandlet om en luftfartspakke, og formiddagens møde bragte ikke en løsning med sig.

Derfor skulle partierne atter mødes onsdag kl. 18.00 for at prøve at få de sidste ender til at nå sammen. Hos Venstre var Hans Christian Schmidt, næstformand i Transportudvalget, af den opfattelse, at man ikke skal forsøge at presse noget igennem på grund af Folketingets ferie. Indholdet af aftalen er vigtigere end selv aftalen, og derfor er den tidligere transportminister indstillet på, at det må tage den tid, det tager.

“Det er ligegyldigt, hvordan Finansudvalget mødeplan ser ud, også hvis de skal her ind på Christianborg en gang mere. Det må ikke være noget, der kan blokere for, om vi kan blive færdige med en luftfartsaftale. Det er vigtigere at gøre noget for luftfaren, end at Folketinget kommer i en mødefri periode,” sagde Hans Christian Schmidt tidligt onsdag morgen på et møde i Transportudvalget.

Indenrigsluftfart og lufthavnstakster
Da parterne mødtes onsdag morgen kl. 08.00 var der tale om en beløbsramme på 95 millioner kroner for aftalepakken, og det er langt under det beløb, som skønnes at være nødvendigt for at kunne holde hånden under en branche, der årligt omsætter for mellem 25 og 30 milliarder kroner og samlet beskæftiger 50.000 ansatte i op imod 500 virksomheder.

I løbet af formiddagens forhandlinger blev beløbsrammen løftet til 250 millioner kroner, og de konkrete initiativer der forhandles om er en understøttelse af indenrigsluftfarten samt en midlertidig rabattering af lufthavnstaksterne via statssubsidier, så det bliver billigere for flyselskaberne at operere til og fra danske lufthavne.

Men der er lang vej igen, til der ligger en aftale klar. Flere partier på venstrefløjen har stillet grønne modkrav, og hele klimaelementet gør det vanskeligt at kunne nå frem til en aftale, som alle parter kan være tilfredse med. Fra en kilde tæt på forhandlingerne lyder det, at der ikke er nogen synderlig god stemning i forhandlingerne.

“Målet med luftfartspakken er, at vi igen får gang i luftfarten. Flyene har stået længe nok på jorden. Nu skal de på vingerne,” understregede transportminister Benny Engelbrecht onsdag morgen, inden de afsluttende forhandlinger gik i gang.

Opdatering 24. juni kl. 20:40
Der er onsdag aften en pause i forhandlingerne, idet partierne er gået tilbage til deres respektive folketingsgrupper for at overveje det videre forløb. Allerede først på aftenen forlod Alternativt, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti forhandlingerne. Det forventes, at forhandlingerne vil blive genoptaget torsdag ved middagstid.

Ifølge TV 2 News har  de rød-grønne partier blandt andet stillet krav om en flyafgift pr. 1. januar 2021 og andre miljøkrav, som Socialdemokratiet ikke vil være med til, da detaljer i klimapakken først skal forhandles plads i løbet af efteråret.

 

Relaterede artikler:

Luftfartspakke på vej fra regeringen

Flyselskaber forbereder sig på det værst tænkelige

“Vi kigger ind i konkurser og fyringer”