- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Portræt af bejler til Cimber-konkursboet

Europas største regionale lavprisflyselskab hedder Flybe. Det børsnoterede britiske selskab omsatte for over 5,5 milliarder kroner sidste år og satser målrettet på nordisk ekspansion. Konkursen hos Cimber Sterling har fremrykket disse planer.

I forbindelse med konkursen hos Cimber Sterling i sidste uge har adskillige konkurrenter meldt sig på banen til at overtage dele af det netværk, som Cimber Sterling hidtil har befløjet.

Et navn, der ofte er blevet nævnt, er Flybe. I Danmark er selskabet endnu ikke så kendt, men faktisk er Flybe det største regionale lavprisflyselskab i Europa.

Selksabet blev etableret 1. november 1979 under navnet Jersey European Airways og var dengang et resultat af en fusion mellem Intra Airways og Express Air Services.

Efter en kort periode som British European ændrede selskabet navn i sommeren 2002 til det nuværende Flybe. Samtidig ændrede selskabet strategi og repositionerede sig som et lavprisflyselskab.

I 2007 opkøbte Flybe aktiviteterne i British Airways’ regionale flyselskab BA Connect, og siden da har selskabet støt øget omsætningen.

Flybe blev børsnoteret i december 2010, hvor der blev hentet over en halv milliard kroner til den fortsatte ekspansion. På koncernbasis omsatte Flybe i regnskabsåret 2010/11 for £596 millioner eller godt 5,5 milliarderdanske kroner. Samtidig steg antallet af passagerer til 7,2 millioner.

Selskabet har en flåde på over 80 fly med en gennemsnitsalder på under 5 år.

Nordiske ambitioner
På det nordiske marked er historien om Flybe fortællingen om Finnish Commuter Airlines Oy, der blev grundlagt i 1993 og var det største finske indenrigsselskab målt på antallet af flyvninger.

Oprindeligt havde selskabet ingen AOC-licens, og flyvningerne foregik derfor i samarbejde med svenske Golden Air, der fløj med Saab 340 og Saab 2000.

Et samarbejde med Finnair blev etableret i 1998, og i september 2003 fik Finncomm sit eget AOC og indledte ruten mellem Helsiniki og Stuttgart med et Embraer ERJ-145 fly. Siden overgik selskabet til fly af typerneATR-42 og ATR-72.

Per 1. august 2011 godkendte konkurrencemyndighederne, at Flybe Nordic AB overtog aktiviteterne i Finnish Commuter Airlinesfor 185 millioner kroner. Flybe Group ejer nu 60 % af Flybe Nordic AB, mens Finnair ejer de resterende 40 %. Britiske Flybe har det primære ledelsesansvar og varetager også den operationelle ledelse.

Med overtagelsen af FCA fik Flybe et brohoved i Finland, der på sigt skal føre til ekspansion i i Danmark, Sverige, Estland og Letland.

Flybe Nordic AB har sit hjemmemarked i Finland og Baltikum og er Finlands største indenrigsflyselskab med årligt 900.000 passagerer.

Selskabet omsatte i 2010 for omkring 675 millioner kroner og har en flåde af 15 regionale fly, herunder ATR 42-500 (48 sæder), ATR 72-500 (68-72 sæder) samt Embraer E170 (76 sæder).

Flybe Nordic etablerede sig på det danske marked i slutningen af januar 2012 med en flyrute fra København til Stockholm-Bromma, og nu er selskabet mulig kandidat på flere af Cimber Sterlings regionale ruter og indenrigsruter.

Siden efteråret 2011 har britiske Flybe rustet sig til europæisk ekspansion med ny ledelse og organisationsstruktur. Ledelsen blev styrket forud for den planlagte europæiske ekspansion ved at opdele selskabet i tre divisioner med Flybe UK, Flybe Europe og Flybe Aviation Support.