- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Præsidentkandidat angriber Norwegian

Den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders langer ud efter Norwegian og selskabets foreløbige tilladelser til at flyve til og fra USA.

Sagen om Norwegians tilladelse til at flyve langdistanceflyvninger til og fra USA er blevet en del af det demokratiske partis primærvalgkamp. Det er den venstreorienterede præsidentkandidat Bernie Sanders, der langer ud efter Norwegian, som har fået en foreløbig tilladelse til at flyve til og fra USA med irsk-indregistrerede fly og asiatisk kabinepersonale.

”Norwegian Air Internationals forsøg på at underminere internationale arbejdskraftslove ved at outsource billig arbejdskraft fra Thailand og andre lavtlønslande er uacceptabel. Det amerikanske transportministerium bør ikke belønne dette luftfartsselskab med en tilladelse, der vil gøre det muligt at underbyde de løn- og ansættelsesvilkår, som ansatte har i luftfartsselskaberne her i landet,” lyder det i en udtalelse fra Bernie Sanders.

Stoppe kapløb mod bunden
Den 74-årige senator fra miniputstaten Vermont kæmper lige nu mod Hillary Clinton om at blive det demokratiske partis præsidentkandidat, som til efteråret skal kæmpe om det amerikanske præsidentembede mod Donald Trump – hvis ellers det republikanske parti accepterer den kontroversielle rigmand, som deres præsidentkandidat.

Bernie Sanders mener, at en tilladelse til Norwegian er på kant med den såkaldte Open Skies-aftale om vilkårene for flytrafik mellem USA og Europa.

”Udstedelse af en sådan tilladelse vil være en direkte overtrædelse af de stærke arbejdskraftbestemmelser, som indgår i den amerikansk-europæiske Open Skies-aftale. Desuden ville det skabe en farlig præcedens, der vil true hundredtusinder af arbejdspladser for kabinepersonale, mekanikere, piloter og andre luftfartsselskabers ansatte i USA og i Europa. Vi må gøre alt hvad vi kan for at forhindre et globalt kapløb mod bunden i luftfartsindustrien,” pointerer Bernie Sanders.

Flere stemmer andre steder
Hos Norwegian ser man mest af alt Bernie Sanders angreb som et forsøg på at høste stemmer på Norwegians bekostning.

”Norwegian har mange tilhængere i både store virksomheder og i turismeindustrien i USA. Men der er måske flere stemmer at få andre steder fra, og det handler meget af valgkampen i USA om,” skriver Norwegians kommunikationsdirektør Anne Sissel Skånvik i en besked til det norske nyhedsbureau E24.

Hun peger på, at Norwegian har amerikansk personale på sine fly fra sine amerikanske baser.

”Desuden bidrager Norwegian til at skabe hundredtusindvis af arbejdspladser i USA med nye ruter og turisme, for ikke at nævne vores flyordrer hos Boeing og motorordrer med mere,” pointerer Anne Sissel Skånvik.

Med rutefly på økonomiklasse
Bernie Sanders er en stærk fortaler for mindre forbrug af fossiler brændsler for at bremse klimaforandringer. Derfor har det flere gange medført kritik, at han har chartret privatfly til ture rundt i USA og til Europa. I april i år fløj han og cirka 50 familiemedlemmer, kampagnemedarbejdere, sikkerhedsvagter og journalister til Rom i Italien i et chartret Boeing 767-fly fra Delta Air Lines.

Indtil årsskiftet fløj Bernie Sanders ofte med rutefly på økonomiklasse, hvilket hans kampagnestab ikke undlod at gøre opmærksom på på de sociale medier. I starten af i år kom han imidlertid under Secret Services beskyttelse samt fik en mere travl kampagnekalender, hvilket i mange tilfælde har gjort det nødvendigt at anvende privatfly.

 

 

Relaterede artikler:

Norwegian får længe ventet USA-tilladelse