Norge vil lægge luftrum til internationale testflyvninger på mere klimavenlige flytyper. Nu har man foretaget de første testflyvninger med et elfly.
Torsdag var en særlig dag i Norge. For her blev en fragtindenrigsrute introduceret med det elektriske fly Alia, som er produceret af amerikanske Beta Technologies.
Ruten er det første testprojekt i Norge for nul- og lavudslipsluftfart, oplyser Avinor i en pressemeddelelse.
Det er Bristow Norge, som opererer ruten, som skal flyves jævnligt i løbet af efteråret. Idéen er at give erfaring med og viden om operation med elektriske fly, så de kan sendes i luften på kommercielle ruter i fremtiden.
Avinor oplyser, at i og med der er tale om tests, vil flyet ikke fragte reelt gods. I stedet vil man simulere egentlige fragtoperationer.
Sat ind på vigtig rute
Flyet lettede torsdag fra Stavanger Lufthavn klokken 11, og flyveturen til Bergen tog i alt 55 minutter. Avinor oplyser, at flyet har en maksimal rækkevidde på 400 kilometer, og dermed er distancen på 160 kilometer mellem Stavanger og Bergen pænt inden for flyets rækkevidde. Det er samtidig en populær rute i Norge, fortæller Dave Stepanek, som er koncerndirektør for transformation i Bristow.
”Ruten mellem Stavanger og Bergen er en af de mest benyttede i dagens traditionelle flyoperationer. Denne rute udgør en nøglekomponent i denne testarena, og at simulere en fragtopgave her er et vigtigt og symbolsk første skridt. Dette markerer starten på flere måneders indsamling af kritiske data, som vil spille en central rolle i at forme fremtidens flyoperationer,” siger han.
Flyet er enmotors og er designet til operationer med én pilot. Det har en total lastkapacitet på 562 kilo, tilsvarende fem passagerer, og flyver med en hastighed på mellem 115 og 145 knob (210 til 270 kilometer i timen). Avinor påpeger, at det svarer til topfarten på et småfly.
Tester i tre faser
Testflyvningen foregår i tre faser, som strækker sig fra august til januar 2026. Første flyvning blev gennemført fra Stavanger den 8. august, oplyses det.
Den indledende fase med afgange og landinger i Stavanger bestod af visuelle flyvninger og operativt kendskab til flyet for både piloter, groundhandlers og i tårnet.
Fase to vil fremover handle om operativ modning og flyvning af hele ruten mellem Stavanger og Bergen. I tredje fase skal flyet operere på instrumenter.
Avinor og det norske luftfartstilsyn har ønsker at gøre Norge til en international testarena for at forberede luftfartens økosystem på nul- og lavemissionsflyvning og lægge grundlaget for skalering af nye teknologier, oplyser Avinor.
Formålet med testarenaen er at skabe og dele viden og læring samt at opnå operationel erfaring ved at teste i reelle operative miljøer.
Relaterede artikler:
CPH-direktør tror på elfly på danske indenrigsruter