- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Primera Air gør klar til verdenspremiere i Bruxelles

Når Primera Air næste forår får leveret de første langtrækkkende Boeing 737 MAX 9, vil selskabet åbne tre ruter fra Bruxelles til USA.

Næste forår vil Primera Air som det første flyselskab i verden modtage den første af 18 nye Boeing 737 MAX 9, der er langtrækkende mellemdistancefly, der vil kunne benyttes på de transatlantiske ruter.

Selskabet har valgt Zaventem-lufthavnen i Bruxelles om udgangspunkt for de første ruter med MAX 9, der er det næststørste fly i Boeings MAX-serie. Flyet kan som udgangspunkt indrettes med plads til 220 passagerer.

I første omgang vil Primera Air flyve til Newark, Washington D.C. og Boston. Første flyvning fra den belgiske hovedstadslufthavn finder sted den 9. juni, hvor der indledes med daglige flyvninger til Newark Liberty International Airport. Herefter følger Washington D.C. den 2. juni med tre ugentlige afgange, mens Boston bliver en del af rutenettet fra den 4. juni. Her flyves der fire gange om ugen fra den belgiske storlufthavn.

“Vi oplever en stærk efterspørgsel efter lavprisflyvninger over Atlanten fra New York, Boston og Washington D.C., og derfor følger vi vores strategi og øger antallet af destinationer. Med den rigtige flytype i kombination med vort produkt kan vi tilbyde de laveste billetpriser i markedet i både Economy og full-service Premium,” udtaler Anastasija Visnakova, kommerciel direktør i Primera Air i en pressemeddelelse der er målrettet det amerikanske marked.

11 nordamerikanske ruter
Ifølge den tilgængelige sædeoversigt på Primera Airs hjemmeside vil der være 16 Premium-sæder til rådighed på Boeing 737 MAX-flyene i en 2+2 konfiguration samt 191 sæder i Economy-sektionen i en 3+3 konfiguration.

Primera Air har bestilt i alt 18 nye Boeing 737 MAX 9 fordelt med 10 fly, der købes direkte hos den amerikanske flyproducent, mens otte fly vil blive leveret via et leasingselskab. Alle 18 fly vil blive leveret i en særlig “extended range”-udgave, som kan flyve op til 7.400 kilometer nonstop.

”Ved at være det første flyselskab i verden til at sætte Boeing 737 MAX 9-Extended Range i produktion får Primera Air en fantastisk mulighed og position til at ekspandere på ruter, som indtil nu har været underservicerede eller dyre,” sagde Andri Már Ingólfsson, bestyrelsesformand og ejer af Primera Air, da flyordren blev afsløret sidste år.

Med de tre kommende ruter fra Bruxelles vil Primera Air i alt flyve på 11 nordamerikanske ruter. Til Newark og Boston flyver der i forvejen fra London-Stansted og Paris-CDG, mens Washington D.C. også betjenes fra London-Stansted. Herudover har Primera Air ruter til Toronto fra London-Stansted og Paris-CDG, mens Montreal i løbet af efteråret kommer på rutekortet med Paris-CDG som udgangspunkt.

Primera Air forsøgte i sommeren 2018 uden succes at starte transatlantiske ruter fra Birmingham til Boston, Newark og Toronto.

 

Relaterede artikler:

Her er Primeras nye danske Airbus A321neo-fly

Primera Air bestiller flere Boeing 737 MAX

Danske Primera-fly til seks nye USA-ruter