- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Primera Air udvider i CPH

I sommeren 2017 skruer Primera Air gevaldigt op for antallet af flyvninger fra CPH til destinationer i Sydeuropa.

Primera Air øger i sommeren 2017 sin aktivitet fra Københavns lufthavn markant. Dette indebærer flere afgange på eksisterende ruter og åbningen af nye ruter fra København. Oprustningen er en del af det, som selskabet selv kalder en strategisk udvikling.

I alt ti destinationer vil selskabet næste sommer betjene fra Københavns Lufthavn med i alt 20 flyvninger med Boeing 737-700 og 737-800 fly.

Forbedret flyveplan
Selskabet vil have én daglig forbindelse til Málaga alle ugens dage mod kun to ugentlige flyvninger i den netop overståede sommersæson. Næste år vil selskabet også have flyvninger til Barcelona og Palma de Mallorca tre gange om ugen. De to ruter blev i år betjent henholdsvis en og to gange om ugen. Derudover vil selskabet flyve en gang om ugen til Faro på Portugals Algarve-kyst, Kalamata, Chania og Rhodos i Det Græske Øhav, Antalya i Tyrkiet, Varna i Bulgarien og Ponta Delgada på Azorerne. Kalamata og Ponta Delgada er nye destinationer, som selskabet ikke fløj til i år.

Ruterne til Málaga og Palma de Mallorca vil åbne i marts 2017, mens de øvrige ruter vil følge i måneden efter.

»Vi er glade for at kunne tilbyde loyale samt nye kunder en betydelig forbedret flyveplan for eksisterende ruter fra Københavns lufthavn, der er langt det største trafikknudepunkt, vi opererer fra,” siger Anastasija Visnakova, kommerciel direktør hos Primera Air.

Primera Air fremhæver selv, at de kun flyver til hovedlufthavne, har de bedste afgangstider, laveste billetpriser og mest problemfri kundeoplevelse. På flere af destinationerne er den lufthavn, som Primera Air benytter, dog den eneste lufthavn.

Flere rendyrkede ruteflyvninger
Billetterne til de ti ruter sælges på normal vis på Primera Air’s hjemmeside og via diverse søgemaskiner. På nogle af flyvningerne, kommer kunderne kommer dog til at dele pladsen i flyet med gæster fra en stribe charterrejsearrangører. som Primera Air flyver for. Der er nemlig tale om, at Primera Air også sælger overskydende pladser på nogle af de faste charterflyvninger.

Primera Air startede med at sælge overskudspladser som ”fly-only” billetter i 2013. I dag er det muligt at flyve med selskabet fra både København, Billund og Aalborg Lufthavn, men hovedparten af flyvningerne er rene ruteflyvninger uden kontraherede sæder fra charterarrangørerne.

Primera Air er et dansk-lettisk flyselskab med islandske ejere. For bare få år siden var alle selskabets otte Boeing 737-fly registreret på dansk OY-register og blev opereret på selskabets danske driftstilladelse. Nu er seks af de otte fly blevet flyttet til en driftstilladelse i Letland sammen med selskabets administration og operationscenter. Primera Air har dog stadig en dansk driftstilladelse og to fly på dansk register. Det ene er leaset ud til britiske Jet2.com.

Flyselskabet indgår i Primera Travel Group, der består af større rejsearrangører i Sverige (Solresor), Danmark (Bravo Tours), Norge (Solia og Norway Tours), Finland (Matkavekka/Lomamatkat) samt Island (Terra Nova, Iceland Tours og Heimsferdir). Koncernen er en blanding af charter- og rutefly for rejsearrangører, mindre rejsebureauer og private.

 

 

Relaterede artikler:

Primera Air øger på rutemarkedet

Primera Air lancerer ny hjemmeside og nye produkter

Primera Air: To nye fly på vej

Primera Air udvider rute-tilbud

Charterselskab går rutevejen