- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Primera Air vil flyve transatlantisk fra Frankfurt

Primera Air annoncerer selskabets femte transatlantiske lufthavn i Europa, og denne gang er det Frankfurt, der er udgangspunkt for nye ruter til Nordamerika.

Det dansk-lettiske flyselskab Primera Air, der ultimativt har islandske ejere, synes at være ustoppelig. Flyselskabet har i år åbnet transatlantiske ruter fra London og Paris, og næste år følger Bruxelles, Berlin og nu også Frankfurt.

Samlet flyver Primera Air til fem nordamerikanske destinationer på de transatlantiske ruter. Der er tale om New York-JFK, Boston, Washington D.C., Montreal og Toronto.

Der bliver da også flyvninger fra Frankfurt til fire af dem fem nordamerikanske byer. Der lægges ud den 16. juni med daglige flyvninger til New York´s J.F. Kennedy Airport, og fem dage senere tages der hul på flyvninger til Boston Logan Airport, som Primera Air vil servicere med fire ugentlige afgange.

Fra den 16. juli vil Primera Air flyve dagligt fra Frankfurt til Toronto Pearson International Airport, og samme dag starter også en rute til Montréal-Pierre Elliott Trudeau International Airport, der skal opereres med tre ugentlige afgange.

Fly fra danskregistreret selskab
I lighed med de nye transatlantiske ruter fra Bruxelles og Berlin skal flyvningerne gennemføres med helt nye og langtrækkende Boeing 737 MAX 9-fly, og billetpriserne starter ved 149 for en enkeltbillet, hvilket svarer til 1.110 danske kroner.

“Vi er stolte af at kunne præsentere ruter fra Frankfurt International Airport, der er en af Europas største trafikknudepunkter med fremragende forbindelsesmuligheder. Dette passer fint med vores strategi om at tilbyde transatlantiske flyvninger til lavpris mellem de større lufthavne i Europa og Nordamerika,” siger Anastasija Visnakova, der er kommerciel direktør hos Primera Air.

Frankfurt Lufthavn har tidligere næsten udelukkende været en lufthavn for netværksflyselskaberne, men Ryanair rykkede i slutningen af marts sidste år ind i den tyske storlufthavn, og siden er andre lavprisflyselskaber fulgt efter.

“Vi byder det unge og hurtigtvoksende flyselskab velkommen her i Frankfurt Airport, der er porten til verden. Vi ønsker Primera Air held og lykke i Frankfurt Airport og ser frem til de første flyvninger i juni 2019,” siger Simone Schwab, der er direktør for Airlines Sales og Customer Service i Fraport AG, der driver den tyske storlufthavn.

Flyvningerne skal gennemføres af Primera Air Scandinavia, der opererer på en dansk driftstilladelse. Søsterselskabet Primera Air Nordic benytter en driftstilladelse fra Letland.

 

Relaterede artikler:

Primera Air vil flyve transatlantisk fra Berlin

Primera Air gør klar til verdenspremiere i Bruxelles

Her er Primeras nye danske Airbus A321neo-fly

Primera Air bestiller flere Boeing 737 MAX