- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Problem med revner i tre Ryanair-fly

Ryanair har taget tre Boeing 737NG-fly ud af drift som følge af revnedannelser. Det afslører britisk dagblad, mens Ryanair ikke selv har fortalt offentligt om fundene.

Flyselskaber verden over har den seneste måneds tid haft travlt med at tjekke fly af typen Boeing 737NG for revnedannelser i de såkaldte pickle forks, som fæstner flyets skrog til vingerne.

De ekstra inspektioner kommer efter krav fra de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, som 3. oktober udsendte et såkaldt ”Airworthiness Directive” (AD-note, red.), da Boeing havde fundet revner i flere fly i 737NG-serien.

SAS var blandt de flyselskaber, som efterfølgende fandt revner i 737NG-fly – nærmere bestemt i to fly, som SAS derfor tog ud af drift. Andre 737NG-operatører som eksempelvis australske Qantas og amerikanske Southwest har også valgt at offentliggøre, hvor mange af deres fly, der er berørt af problemet.

Europas største Boeing 737-operatør
Ikke alle flyselskaber har dog været lige åbenmundede omkring fund af revner i flyene, og det britiske dagblad The Guardian afslører nu, at Ryanair har fundet revner i mindst tre Boeing 737NG. Det irske lavprisselskab har flere end 450 Boeing 737-800 i sin flåde og er dermed den største 737NG-operatør i Europa.

Så sent som i sidste uge sagde Ryanair til dagbladet Irish Times, at det “ikke forventer”, at problemet med pickle forks-revner vil “have nogen indflydelse” på Ryanairs operationer eller flådekapacitet.

Ifølge The Guardian har Ryanair taget tre fly, som alle er mere end 15 år gamle, ud af drift som følge af fund af revnedannelser. Kopier af interne Ryanair-logfiler, som det britiske dagblad har set, fortæller om ”pickle fork-revner” på alle tre fly.

Ryanair siger i en erklæring til det franske nyhedsbureau AFP: ”Ryanair har allerede inspiceret flere end 70 af sine ældre fly, i fuld overensstemmelse med FAAs Airworthiness Directive, og vores problemrate er under branchens gennemsnit på fem procent, som Boeing for nylig har bekræftet.”

I henhold til FAA-direktivet skulle alle 737NG med over 30.000 cycles kontrolleres for revner inden for syv dage. Fly med mellem 22.600 og 30.000 cycles skulle kontrolleres inden for 1.000 cycles, hvilket typisk vil være omkring syv måneders drift.

Fund af revner i 50 fly på verdensplan
Ryanair siger, at man har afsluttet alle inspektioner på fly med over 30.000 cycles, og at man i øjeblikket er ved at inspicere flyene med under 30.000 cycles, hvor man ikke fundet yderligere problemer.

Det er Boeing, der står for at inspicere 737NG-fly fra flyselskaber verden over for revnedannelser. Den amerikanske flyproducent har indtil videre kontrolleret omkring 1.000 fly og fundet revner i 50 af dem. På verdensplan er der i øjeblikket over 7.000 Boeing 737NG i drift.

 

Relaterede artikler:

SAS finder revnedannelser i to fly

38 skandinaviske Boeing 737-fly skal revnetjekkes

Flyselskaber afventer eventuel revnetjek af Boeing 737