- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

‘Provinsen kan ikke klare sig uden Københavns Lufthavn’

Det er vigtigt for hele Danmark, at Københavns Lufthavn styrker sin position som et af Nordeuropas vigtigste knudepunkter. For Danmarks hovedstadslufthavn er fundamentet for provinslufthavnene, fastslår formanden for Luftfartsudvalget, Henning Christophersen.

Hele Danmark og hele den danske luftfartsbranche bør støtte op om bestræbelserne på at styrke Københavns Lufthavns position som et af de vigtigste knudepunkter i Nordeuropa. For det er til glæde for alle, også provinslufthavnene, at der fra København fortsat er ruter til mange forskellige destinationer i Europa og den øvrige verden.

Det slog formanden for Luftfartsudvalget, Henning Christophersen, fast, da han i sidste uge præsenterede udvalgets arbejde på et pressemøde – i Københavns Lufthavn.

”Københavns Lufthavn er fundamentet for provinslufthavnene. De ville ikke kunne klare sig uden København,” siger Henning Christophersen til CHECK-IN.dk.

Luftfartsudvalget blev nedsat sidste år af daværende transportminister Hans Christian Schmidt (V). Mere end 20 medlemmer fra hele den danske luftfartsbranche har sammen set på rammevilkårene for dansk luftfart, og i sidste uge præsenterede udvalget sin endelige rapport.

For meget fokus på CPH
På en midtvejskonference i januar i år luftede en række jyske lufthavnsdirektører deres bekymring for, at udvalget i sit arbejde fokuserede for meget på vilkårene for Københavns Lufthavn og glemte de jyske lufthavnes vilkår.

”Vi skal meget nødig ende med, at det bliver en diskussion mellem provinslufthavnene og Kastrup,” lød de formanende ord fra Henning Christophersen som afslutning på midtvejskonferencen.

Københavns Lufthavn er dog alligevel endt med at fylde godt i den endelige rapport. En af rapportens ni anbefalinger handler specifikt om hvad man bør gøre og ikke gøre for at styrke Københavns Lufthavns position som knudepunkt. Udvalget skriver til gengæld ikke noget om, hvordan jyske lufthavne som Billund og Aalborg styrker deres positioner som regionale knudepunkter. Men ifølge Henning Christophersen er det på tide at begrave stridsøksen.

”Det er ikke særligt produktivt at diskutere konkurrenceforholdene mellem hinanden. Dertil er truslen mod København fra lufthavne som Amsterdam og den nye storlufthavn i Berlin for alvorlig,” understregede Henning Christophersen.

Et enigt udvalg
Udvalget konkluderede, at en alternativ lavpristerminal i Københavns Lufthavn, det såkaldte Terminal A-projekt, vil kunne skade Københavns position som knudepunkt. Og derfor advarede udvalget i sin rapport kraftigt mod forslaget.

Det var Forbrugerrådet dog lodret uenig i og rådet har derfor taget forbehold for den del af rapporten samt udvalgtes anbefaling om ikke at indføre en passagerafgift. Bortset fra de to ting, så var det, ifølge Henning Christophersen et enigt udvalg der stod bag rapporten.

Blandt de 24 udvalgsmedlemmer var der blotfem med jysk islæt. Det var tidligere trafikminister Helge Mortensen (S), administrerende direktør for Hedeselskabet Ove Koch, direktør iLystrup Fjernvarme og tidligere bestyrelsesmedlem i Aarhus Lufthavn Poul B. Skou,formand for Danske Lufthavnes Sammenslutning (DANSAM) og lufthavnschef i Karup Lufthavn Erik Jacobsensamt Jørgen Krab Jørgensen, der indtil juni 2011 var administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Selvom rapporten ikke indholder mindretalsudtalelser fra de jyske repræsentanter, er det dog vanskeligt at forestille sig, at der har været fuld og entydig opbakning til det kraftige fokus på Københavns Lufthavn.

Læs også:

Luftfartsudvalg går imod Terminal A

Udvalgsformand: Vi skal undgå krig mellem Øst- og Vestdanmark