- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Qatar Airways igen lun på opkøb

Nu lufter Qatar Airways igen muligheden for at shoppe luftfartsselskaber. Selskabet trak tidligere i år følehornene til sig efter at have været meget købelystne.

Qatar Airways er tilsyneladende ved at få lysten til at købe luftfartsselskaber tilbage. I efteråret var selskabet med i budrunden om et køb af Air Portugal. Og nu er det en privatisering af CSA Czech Airlines, som Qatar Airways overvejer at gå med i.

”Vi har studeret det, men vi har ikke draget en konklusion endnu,” siger Qatar Airways’ direktør Akbar Al Baker til Reuters.

Det er den tjekkiske regering, der gør et nyt forsøg på at få privatiseret det tabsgivende statsejede luftfartsselskab. Regeringen har haft de første indledende drøftelser med Qatar Airways og med Korean Air.

Med interessen for tjekkerne privatiseringsproces melder Qatar Airways’ sig igen som interesseret køber af luftfartsselskaber verden over. Først var de købsivrige. Så afviste de en hver interesse for opkøb. Og nu er de tilsyneladende igen i humør til powershopping.

Rygter om køb af SAS
I maj 2011 erklærede Al Baker, at Qatar Airways var særdeles interesserede i at gå på luftfartsshopping.

“Vi vil være interesseret i at købe et selskab, der er profitabelt og ikke tærer på vore ledelses-ressourcer. Vi er ikke interesseret i et luftfartsselskab, der har finansielle problemer og har brug for omstrukturering. Det vil betyde, at vi skal bruge vore ledelses-ressourcer på at redde et andet selskab samtidig med, at vi fjerner fokus fra vores egen forretning. Min prioritet er at fungere som CEO for Qatar Airways, intet andet,“ siger Akbar Al Baker i et interview til det internationale brancheblad Airline Business.

I de efterfølgende 10 måneder var Qatar Airways i større eller mindre grad i kontakt med købsemner. Dog ikke altid de mest profitable af slagsen.

I januar i år forhandlede Qatar Airways med ejerne af Spanair, heriblandt SAS, om at købe sig ind i selskabet og give Spanair en livsforlængende kapitalindsprøjtning. Qatar-folkene forlod forhandlingerne og få timer senere gik Spanair konkurs. Også i januar var rygterne om et Qatar Airways-køb af SAS så massive, at SAS måtte rykke ud med et dementi. Der var ikke salgsforhandlinger med Qatar Airways.

I marts 2012 vendte Al Baker og Qatar Airways på en tallerken og erklærede sig uinteresserede i opkøb.

“Vi har set på flere mulige opkøb, men det gør vi ikke længere. Folk banker på vores dør hele tiden, men vi fortæller dem høfligt, at vi ikke er interesseret,“ siger CEO og koncernchef hos Qatar Airways, Akbar Al Baker til Fligthglobal.

Men nu er Qatar Airways tilsyneladende igen parate til at se på at spendere selskabets milliarder på opkøb af luftfartsselskaber. Faktisk var Qatar Airways allerede i efteråret med i budrunden omkring et køb af Air Portugal. En budrunde, som et sydamerikansk konsortium vandt.

Vendt tommelfingeren nedad
De nye toner fra Qatar vækker sandsynligvis begejstring hos SAS’ bestyrelsesformand, Fritz Schur, der i november meget klart slog fast, at et salg af SAS står øverst på hans ønskeseddel over fremtidsscenarier for det skandinaviske luftfartsselskab.

Op til præsentationen af den store SAS-spareplan i november havde Goldman Sachs dog siden maj, uden held, søgt med lys og lygte efter interesserede købere til SAS. En jagt, der endte resultatløst. Ifølge den svenske erhvervsavis skulle blandt andre Qatar Airways have vendt tommelfingeren nedad.

Hos Qatar Airways’ konkurrenter i ørkenstaterne langs Den Persiske Golf, Etihad Airways, har man allerede gjort alvor af lysterne til at købe op i især den nødlidende europæiske luftfartsindustri. Etihad har således sikret sig knap 30 procent af airberlin, omkring 3 procent af irske Aer Lingus og 10 procent af Virgin Australia. Desuden er selskabet ifølge indiske medier tæt på at købe 48 procent af det stærkt kriseramte indiske luftfartsselskab Kingfisher Airlines.

Billedtekst:
Qatar Airways’ direktør Akbar Al Baker åbnerpå ny op for powershopping.