- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Qatar Airways køber op i Europas tredjestørste luftfartskoncern

Qatar har udvidet sin ejerandel i britisk-spanske IAG til næsten 12 procent og styrker dermed sine tætte forbindelser til British Airways.

Da Qatar Airways i januar sidste år opkøbte 9,99 procent af aktierne i British Airways’ moderselskab, International Airlines Group (IAG), åbnede flyselskabets koncerndirektør Akbar Al Baker op for muligheden for i fremtiden at forøge ejerandelen på ny.

Blot 15 måneder senere er disse planer ført ud i livet, idet Qatar Airways har udvidet sin aktiepost i Europas tredjestørste luftfartskoncern, der også ejer de to spanske flyselskaber Iberia og Vueling, til næsten 12 procent. Dermed skønnes oliestatens flag-carrier at eje aktier i IAG til en værdi af godt 15 milliarder danske kroner.

Forbindelsen mellem Qatar Airways og IAG opstod i oktober 2013, da det Doha-baserede flyselskab som det første og indtil videre eneste af de tre store konkurrerende mellemøstselskaber, Emirates, Etihad og Qatar Airways, meldte sig ind i en af de tre store globale luftfartsalliancer, og dengang var det netop medlemmet British Airways, der fik ansvaret for at integrere Qatar Airways i Oneworld og gå selskabets i sømmene inden godkendelsen.

Akbar Al Baker var ellers i mange år kendt som værende yderst skeptisk overfor tanken om at indgå i en større luftfartsalliance. Men da den tidligere British Airways-topchef og nuværende IAG ditto Willie Walsh rakte hånden ud efter Qatar Airways på et tidspunkt, hvor mange andre europæiske flyselskaber mest så de mellemøstlige selskaber som en trussel mod Asien-trafikken, tog Baker imod den.

Veldrevet koncern
Med en stigning i driftsresultatet på næsten 70 procent for 2015, og en lignende forventet gevinst i indeværende år, ser fremtiden aldeles lys ud for IAG, der set i lyset af Air France KLM og Lufthansas omkostningsbesparelser er ved at etablere sig som Europas mest profitable luftfartskoncern, og Akbar Al Baker tøver da heller ikke med at kalde IAG for ”den mest succesfulde luftfartskoncern i dag”.

”Deres præstationer er exceptionelle. De har allerede annonceret rekordoverskud, og første kvartal (i 2016, red,) var også godt”, siger Akbar Al Baker ifølge Bloomberg.

Opkøbet betyder, at Qatar Airways fastholder sin position som største aktionær i IAG. Regler foreskriver, at selskaber og enkeltpersoner uden for EU må ikke eje mere end 49 procent af et europæisk flyselskab.

Relaterede artikler:

​Qatar Airways medejer af British Airways og Iberia

Qatar Airways åben for alliancer og opkøb