- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Qatar Airways relancerer Alitalia-konkurrent

Italienerne får nu et mere italienskklingende navn på landets andenstørste flyselskab målt på antal passagerer.

Qatar Airways, der ejer 49 procent af aktierne i Meridiana, har nemlig valgt at relancere flyselskabet, så det fremover kommer til at hedde noget så simpelt som Air Italy.

”Vi vil vise, at vi er den bedste,” sagde Akbar al-Baker, der er koncernchef i Qatar Airways, på en pressekonference mandag i Milano, hvor han samtidig løftede sløret for flyselskabets udviklingsplaner i årene frem.

Helt nye Boeing-fly
Efter navneskiftet til Air Italy vil flyselskabet have base i Olbia på Sardinien. Der vil blive købt 20 Boeing 737 MAX-fly over de næste tre år med første levering til april. Herudover vil selskabet lease 30 Boeing 787 Dreamliners. Alle sammen på faste markedspriser, lød det fra Akbar al-Baker.

Air Italy vil desuden lease fem Airbus A330-200-fly til markedspriser fra ejeren Qatar Airways i indeværende år.

”Vi ønsker at blive flyselskab nummer ét i Italien. Og vi har ressourcerne til at nå dette mål. Med høj kvalitet og en overkommelig tidsplan inden for indenrigs, regionale og interkontinentale segmenter, vil Air Italy nå globalt omfang i både flåde og netværk og tilbyde højkvalitets premium-klasse-produkter på tværs af alle fly på en moderne flåde,” fortalte Akbar al-Baker.

Qatar Airways har således store planer om at lade Air Italy træde direkte ind og konkurrere med Italiens største flyselskab, Alitalia, der i øjeblikket er under administration i en slags kontrolleret betalingsstandsning og står over for et salg til en endnu ukendt køber.

Global leder
Alisarda ejer 51 procent af aktionerne i Meridiana og er flyselskabets moderselskab. Alisardas top forventer, at Air Italy kan blive en afgørende operatør inden for såvel italiensk og international luftfart.

”Air Italy sigter mod at blive en global leder i industrien takket være det nye Milan-Malpensa-knudepunkt og til konsolideringen af operationerne fra Rom-Fiumicino,” sagde Alisarda-præsident Marco Rigotti på pressekonferencen mandag.

Ved præsentationen af det nye navn blev der også fremlagt fine billeder af Air Italys nye farver. Det relancerede italienske flyselskab skal flyve med en blanding af Qatar Airways’ bourgogne sammen med akvamarin-nuancer på et helt hvidt skrog.

Det forventes, at Air Italy vil have over 10 millioner årlige rejsende i 2022, samtidig med at der samme år forventes at være over 50 faste ruter året rundt – indenrigs som udenerigs. Det ‘nye’ flyselskab vil desuden på sigt gå hen og få brug for ekstra 1.500 medarbejdere, lyder det fra Akbar al-Baker.

I dag har Air Italy en flåde bestående af i alt otte fly – fem Boeing 737 NG og tre Boeing 767-300.

 

Relaterede artikler:

Qatar Airways køber sig ind i italiensk flyselskab

Qatar Airways på vej ind i italiensk selskab

Qatar Airways åben for alliancer og opkøb

Qatar Airways vil åbne 10 nye ruter

Qatar Airways tilbudt andel i amerikansk flyselskab