- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Qatar Airways udvider i Skandinavien

Qatar Airways fortsætter sin ekspansion på ruterne fra København, Stockholm og Oslo. Til februar vil selskabet have 36 ugentlige returflyvninger mellem Skandinavien og Qatar.

Det kan godt være at rivalerne hos Emirates har de største fly på sine ruter til Skandinavien. Til gengæld har Qatar Airways flest ugentlige frekvenser. En førerposition, som selskabet nu styrker yderligere.

Fra og med den 2. februar 2016 indsætter selskabet to ekstra flyvninger på ruten mellem Doha og Oslo. Dermed år ruten i alt ni returflyvninger om ugen. Den udvidede kapacitet vil fortsætte til slutningen af marts og vil blive betjent af en Airbus A330. Øvrige afgange betjenes af Boeing 787 Dreamliner.

36 ugentlige flyvninger
Udvidelsen kommer i kølvandet på at flyselskabet onsdag i sidste uge øgede antallet af flyvninger på ruterne mellem Doha og København samt Doha og Stockholm med tre ekstra afgange på hver rute. Det betyder 14 afgange om ugen fra København og i alt 13 afgange om ugen fra Stockholm.

Med udvidelserne på Oslo-ruten kommer Qatar Airways op på 36 ugentlige flyvninger hver vej på ruterne fra Doha til de tre skandinaviske hovedstæder. Til sammenligning flyver Emirates kun syv gange om ugen til hver af de tre byer. Til gengæld anvender Emirates 428-sæders Boeing 777-300ER til Oslo og Stockholm samt et 615-sæder stort Airbus A380-fly til København.

Qatar Airways anvender Boeing 787 Dreamliner med plads til 254 passagerer på sine flyvninger til Skandinavien. De forskellige flystørrelser og frekvenser betyder, at Emirates udbyder flest sæder i København og Oslo, mens Qatar Airways er størst ud af Stockholm.

Nå flere bølger
De flere frekvenser giver passagerer til Mellemøsten, Asien, Australien og Afrika bedre forbindelser til Qatar Airways’ globale netværk med destinationer som for eksempel Bangkok, Singapore og Maldiverne. Alle forbindelserne sker via Qatar Airways moderne lufthavn Hamad International Airport i Doha. Ved at have to daglige flyvninger bliver det muligt at nå flere forskellige ”bølger” af fly videre fra Doha.

”Når vi i den forestående vintersæson nu kan tilbyde endnu flere afgange fra Oslo, er det endnu et skridt i vores vækst i Skandinavien efter at have udvidet kapaciteten i Stockholm og København. Det er otte år siden, vi begyndte at flyve til Skandinavien, og det er et marked, der bliver mere og mere vigtigt for Qatar Airways globalt. De nye afgange fra Oslo giver os mulighed for yderligere at profilere skandinaviske turist- og forretningsmuligheder for andre markeder i vores globale netværk,” siger Qatar Airways’ chef for Skandinavien, Finland og de baltiske lande, Christian Deresjö.