- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Qatar køber 25 procent af Moskva-lufthavn

Endnu en russisk lufthavn har fået den stenrige oliestat Qatar som medejer. Denne gang er det Vnukovo Airport, der er en af fire Moskva-lufthavne.

Verdens rigeste land er Qatar, der ligger ved den Persiske Bugt, og det er store gas- og oliereserver, der har skabt den overvældende rigdom.

Den stenrige oliestat ejer også flyselskabet Qatar Airways med tilhørende interesser inden for luftfart. Selskabet investerer sammen Qatar Investment Autohority aktivt i luftfart over hele verden, og nu udvides investeringerne i Rusland.

Ifølge Financial Times har Qatar Airways købt 25 procent af aktierne i Vnukovo Airport ved Moskva. Lufthavnen, der ligger 28 kilometer sydvest for den russiske hovedstad, er Ruslands tredjestørste med 18 millioner passagerer i 2017. Lufthavnen benyttes især af Aeroflot, Pobeda og Utair og er samtidig den største lufthavn i Europa for private jetfly.

Koncernchef Akbar Al Baker fra Qatar Airways sagde mandag, at aftalen med Vnukoko Airport ville blive endeligt afsluttet inden for otte uger. Det er uklart, hvem der er sælger, og hvilken værdi transaktionen har. Den russiske forretningsmand Vital Vantsev ejer i et konsortium 74,9 procent af aktierne i den russiske lufthavn, mens den russiske stat ejer resten. Ifølge en talsmand for den russiske stat er der ingen planer om at sælge ud af aktierne.

Qatar´s emir Tamim bin Hamad Al Thani var mandag på officielt besøg hos Ruslands præsident Vladimir Putin, og det var i forbindelse med dette besøg, at Qatat Airways-topchefen har bekræftet oplysningerne.

Store ejerinteresser i global luftfart
Qatar Airways har sammen med Qatar Holding i flere år investeret i flyselskaber og lufthavne over hele verden. Således ejer Qatar Holding i dag 20 procent af Heathrow Airport. ligesom selskabet også ejer 20 procent i International Airlines Group (IAG), der er moderselskab for blandt andet British Airways og Iberia.

Herudover er der købt 10 procent af aktierne i det sydamerikanske flyselskab LATAM, 9,94 procent af Hong Kong-selskabet Cathay Pacific samt 49 procent af flyselskabet Meridiana fra Italien.

Tilbage i 2016 købte Qatar Investment Authority sammen med en russisk investeringsfond 25 procent af aktierne i Pulkovo Airport i Sankt Petersborg for 238 millioner euro, eller hvad der svarer til 1,8 milliarder kroner.

 

Relaterede artikler:

Qatar Airways øger ejerandelen i Cathay Pacific

Qatar Airways vil købe sig ind i endnu to flyselskaber

Qatar Airways køber 10 procent af Oneworld-selskab

Qatar Airways tager endnu en bid af IAG